Chilenske film er en sjælden gæst i de danske biografer, og det er da også kun på grund af det danske filminstituts satsning på ”månedens film” at den lille artfilm Bonsái kan opleves i Cinemateket i løbet af maj måned. Desværre er filmen ikke helt forløst i sit forsøg på at være en skæv og tænksom film, om en ung forfatters forhold til kærligheden filtreret gennem litteraturen.

Bonsái, der var udtaget til konkurrencen Un certain Regard på sidste års Cannes filmfestival, har på trods alle sin aspirationer om at være en rigtig indie-film, en lille understrøm af underfundig minimalistisk humor. Dette kommer til udtryk i filmens start, hvor vores hovedperson Julio (Diego Noguera) i sin første time på universitetet, bliver konfronteret med en underviser, som lettere brutalt deler klassen op efter hvorvidt de har læst Marcel Prousts På sporet af den tabte tid eller ej. Det fremgår tydeligt, at Julio med sin lidt for sene tilkendegivelse ikke har læst den litterære klassiker, hvilket han efterfølgende forsøger at råde bod på ved at få fat i bogen. Desværre må vores hovedperson sande(som så mange andre) at Proust ikke er nem at læse, hvilket resulterer i at Julio efter at være faldet i søvn i læsningen på stranden vågner op med et hvidt aftryk fra bogen på brystkassen.

Heldigvis har Julio mere held med kærligheden, da han møder Emilia (Nattalia Galgani). De indleder  et passioneret forhold til hinanden og litteraturen. Et forhold vi som tilskuere ved ikke vil holde, idet at filmen springer frem og tilbage mellem Julio og Emilias ungdomstid og Julios liv 8 år senere, hvor han forsøger at etablerer sig som forfatter ved at renskrive et manuskript for den mere kendte forfatter Gazmuri(Hugo Medina). Denne har dog ikke råd til at have Julio ansat, men i stedet for at fortælle sin nabo og nuværende kæreste Blanca( Trinidad González) om det  beslutter Julio selv at skrive manuskriptet, der bygger på hans oplevelser af det tidligere forhold til Emilia.

Bonsái er en lille underfundig film som på overfladen ikke gør meget væsen af sig med sin minimalistiske stil og en hovedperson fanget mellem sine forskellige følelser til de to kvinder i hans liv. Den underspillede humor gør, at man tilgiver dele af de tydelige og lidt træge referencer til Marcel Proust og temaet om hvordan erkendelsen subjektive slør indhyller erindringen af fortiden og gør den til et kludetæppe af virkelighed og fiktion, fortid og nutid. Pudsigt nok insisterer filmen i sin form på at holde disse adskilt i kapitler som ikke rigtig bibringer noget til selve fortællingen. Bonsái skal ses, hvis man er i humør til litterære referencer, weltschmerz og ikke mindst Chilensk punkrock som filmens lydside er spækket med.