Filmen tager dig i hånden og lokker dig ind i et farvestrålende univers, et kalejdoskopisk karneval, en tidskapsel med overdådigt berusende fester, fascinerende mennesker og blændende 20’er nostalgi. Dette er toppen af isbjerget – en metafor, som både afspejler filmens tema og til dels denne anmelders personlige mening om Bas Luhrmans filmatisering af, hvad der kaldes en af de største amerikanske romaner nogensinde, ”The Great Gatsby”.

Klassikeren
Baz Luhrmans filmatisering af F. Scott Fitzgeralds klassiker ”The Great Gatsby” er en historie om forelskelse, illusioner og bedrag. VI følger vores protagonist, obligationssælgeren Nick Carraway (spillet af Tobey Maguire), ind i 20’ernes Newyorker-forstadsmiljø i en periode hvor højkonjunktur, fest og letsindighed besjælede kulturen. Året er 1922 – syv år før børskrakket på Wall St.
Nick bliver for alvor inddraget i denne verden, da han stifter bekendtskab med sin nye nabo, den mystiske rigmand Jay Gatsby (Spillet af Leonardo DiCaprio). Nick er en ydmyg, selvudslettende person, hvem først synes kedelig i lyset af de andre rollers kompleksitet. Men i takt med at filmen skrider frem, og 20’ernes NewYorker-borgerskabs overfladiske facade krakelerer, farves den simple Nicks karakter som den eneste sympatiske og ikke-illusionsforstyrrede person.

Nostalgi
Mystikken omkring dette miljø, der først synes så dragende og spektakulært, brister i takt med at vi lærer dets sande natur at kende. Da Gatsby langsomt afmystificeres, oplever Nick en skrøbelig og ensom mand bag det smukke, velklædte ydre. Gatsby har én mission tilbage i livet, og det er genskabe sit forliste kærlighedsforhold til ”The Golden Lady” – Daisy (Spillet af Carey Mulligan). Gatsby er en drømmer, der i sit sind søger efter en tabt tid. En drøm hvis umulighed ekkoer af nostalgi i sin grundessens: ”Man kan ikke genskabe fortiden,” som Nick Carraway skånsomt forsøger at banke ind i hovedet på Gatsby. Men det er samtidig denne ukuelige tro på livet som inspirerer Nick.

Visuel Luhrmansk
Stilen emmer Baz Luhrman.  Som tilskuer bevæger man sig rundt i et kaotisk væld af abrupte billeder af glitrende, overdådige og farvestrålende kostumer, der eskorteres af cigarrygende gentlemen, hvis ekstravagance kun er en drøm troværdig. Mise-en-scene, og billedæstetikkens pompøsitet i koalition med 3D kulminerer i en storslået magi. Filmen værner om en guldalder, hvis rigdom og letsindighed vi som mennesker midt i en krise kun kan romantisere og lade os opsluge af.
Filmens visuelle 20’er udtryk ledsages af et soundtrack indeholdende et musikalsk powerhouse: Jay-Z, Beyoncé, Kanye West, Lana Del Ray, The XX, Gotye og danske Coco O leverer lækre beats til de luksuriøse fester, hæsblæsende bilscener og de dramatiske klimakser.  I samarbejde med musikerne og costume-designeren Catherine Martin, har Baz Luhrman skabt et fortryllende univers.

Ikke Romanen Tro
Roser skal filmen have masser af, men den har også nogle mangler – eller nærmere tilføjelser, som denne anmelder ikke bifalder. Historien fortælles bagud af Tobey Maguires karakter Nick Carraway, som vi i filmens første scene møder hos hans psykolog i tiden efter begivenhederne. Han lider af alkoholmisbrug, søvnmangel og en lang liste af andre psykiske produkter affødt af den skæbnesvangre sommer. I denne rammefortælling følger vi Nick nedskrive historien om Gatsby, som en slags terapi. Dette er Luhrmans egen tilføjelse, der mest af alt virker som den praktisk nemmeste måde at håndtere en fortællermodus. Og så er det da vist også præcis den samme som i Moulin Rouge. Host host.
Et sidste crowd-pleasing twist i filmen bevirker, at vi som tilskuer vidner, at Gatsby fik ro i sjælen, hvilket ikke var tilfældet som læser af romanen.

Opgaven er endnu ikke løst
Den Store Gatsby er en storslået og berusende film med et blændende filmisk udtryk. Den inkorporerer de stadigt i dag inspirerende citater og Nick Carraways analyserende personbeskrivelser. Skuespillerpræstationerne er strålende; Leonardo DiCaprio er min egen personlige inkarnation af Jay Gatsby, og Carey Mulligan er en fremragende Daisy med sin på en gang skrøbelige naivitet og sin barnagtigt sprudlende person.
Filmen er et smukt stykke håndværk og en vældig film. Men opgaven om at fange essensen af Fitzgeralds klassiker, er endnu ikke løst. Udfordringen om hvem der formår, at skabe en overbevisende filmatisering af Den Store Gatsby, forbliver et hængeparti i Hollywood.