Søren Kragh-Jacobsen slår med sin 11. spillefilm; I lossens time fast, at han er en af de bedste nulevende filminstruktører på dansk grund. Med filmatiseringen af Per Olav Enquists skuespil fra 1988 overrasker Kragh-Jacobsen overordentlig positivt takket være et godt skrevet manus som forløses på fornemmeste vis af en række af Danmarks bedste skuespillere. I lossens time er en velfungerende eksistentiel thriller, som på trods af sin spilletid på 93 minutter når mere og giver mere stof til eftertanke end de fleste film.

Hvis man har (været så uheldig at få) set traileren for I lossens time, får man indtrykket af at her har vi endnu en film der foregår i en lukket institution(som i R fra 2010) om en forsømt dreng(som i Submarino også fra 2010), der får hjælp fra en velmenende præst(som i Forbrydelser fra 2004). Genkendeligheden bliver ikke mindre af at filmens hovedperson Helen spilles af hele Danmarks knudekvinde nr.1 – Sarah Lund i Sofie Gråbøls skikkelse.

Således beredt med negative forventninger satte denne anmelder sig i biografmørket med intentionen om alligevel at give Gråbøl og Co. en chance. Selve filmen starter i snedækket landskab et sted i Sverige, hvor man ser en enlig skikkelse bevæge sig gennem snemasserne akkompagneret af filmens fortæller Helen, der beskriver den forfrosne unge mand og hans vej til sin morfars hus. Fremme ved huset opdager han at et ældre ægtepar nu bor i huset. En kendsgerning som får fatale konsekvenser idet drengen på brutal hvis dræber de to ældre mennesker med en hammer, men da han overvældet af skyld vil begå selvmord ved at sætte ild til sig selv, svigter modet såvel som tændstikkerne.

Kontrasten til næste scene, hvor vi møder Helen på arbejde i kirken med besværlige konfirmander, som hellere vil tjekke deres mobiltelefoner, er til at tage at føle på. Da Helen kommer til at bande i ren frustration bemærker en kirketjener tørt, at hun er den første præst som har bandet i kirken. Helen har det tydeligvis svært med at engagerer sig i jobbet og måske er det derfor at hun vælger at hjælpe psykologen Lisbeth (Signe Egholm Olsen) da denne opsøger hende efter en prædiken.

Lisbeth vil gerne have præsten til at tale med en af patienterne på den anstalt, hvor hun har lavet forsøg med at give de indsatte kæledyr. Patienten, viser sig at være den unge mand som slog det ældre ægtepar i ihjel ved filmens start, har tilsyneladende forsøgt at begå selvmord på ordre fra Gud. Ved ankomsten til anstalten Katrineberg fornemmer man som tilskuer hurtigt, at Lisbeth langtfra har fortalt Helen alt om forsøget og hendes problemer med personalet.

Langsomt men sikkert oprulles historien i kraft af Helens vedholdende forsøg på at nå ind til den på overfladen sindsforstyrrede dreng (eminent spillet af Frederik Johansen). På mesterlig vis kortlægges det foruroligende forsøgsforløb, samtidig med at vi når ind til den hjerteskærende fortælling og forklaring på den unge mands tilstand og drab i starten af filmen.

I Lossens time er en film der kredser om tunge temaer som forbrydelse og straf.  Skal man erkende at nogle gerninger syge eller ej fortjener et livsvarigt ophold på anstalter, hvor de ikke kan gøre skade på sig selv og andre. Her symboliserer Helen som den tvivlende præst det modsatte synspunkt, hvor håbet om frelse er det der driver hende til at hjælpe. Samtidig kredser filmen også om forskellen mellem tro og videnskab, hvor psykologen Signe kommer til kort overfor Helens stadig mere indgående spørgsmål til forskerens moral.

Alt dette er indrammet eller rettere indkapslet af de mange låste døre og små rum på den lukkede anstalt, hvor man i glimt hører indsatte råbe fortvivlet eller ser dem fikseret eller paralyseret af psykofarmaka. Kontrasten til de få men kraftfulde scener uden for murene, hvor Helen når ind i den uligevægtige drengs erindringsglimt er filmpoesi på højt plan!

I Lossens time er Søren Kragh-Jacobsen tilbage i topform med årets hidtil bedste danske film!