Endnu en ensom kvinde søger lykke og kærlighed i 2. del af Ulrich Seidls Paradies-trilogi, der lader sit overordnede tema udfolde sig i historien om ekstremistisk troshengivenhed i form af undertrykkelse af menneskelige længsler og lyster.
Øjet kan atter engang frydes ved Seidlske tableau-kompositioner og sparsom klipning, der momentvis forvrænger den ellers bedrøvelige handling til grotesk-humoristisk tragi-komik.

Inden Teresa, der er hovedperson i trilogiens 1. del, drager til Kenya, afleverer hun kat og datter til pasning hos sin søster, og det er netop denne søster vi følger i trilogiens 2. del.
Den ca. 55-årige Anna Maria (Maria Hofstätter) arbejder som radiograf-assistent i Wien og bruger sin fritid på at dyrke en ekstrem troshengivenhed med lange bede-seancer, salmesang og selvpinsler foran det penibelt rene hjems talrige krucifikser. I sit eget personlige korstog drager hun dagligt gennem byens gader, fra dør til dør, i det ambitiøse øjemed at omvende Østrigs borgere til katolicismen.
Den rutineprægede hverdag rystes, da Anna Marias muslimske husbond overraskende vender hjem efter længere tids fravær. Nabil (Nabil Saleh) vil drikke øl, se tv og kræver, på trods af en dobbeltsidig lammelse, sin mandlige ret i soveværelset – alskens syndigheder, der i den grad er ildesete i Anna Marias asketiske tilværelse.

”Die Mutter Gottes kommt bei ihnen zu Besuch!” Sætningen sidder tydeligvis på rygmarven efter mange års øvelse. Iklædt lang sort nederdel, tilknappet hvid bluse og med stramt opsat hår, ringer Anna Maria på Wiens døre, med en jomfru Maria-statuette klemt fast under den ene arm. Hendes missionsofre udsættes for en indgående prædiken om religionens universelle betydning, Guds love og de daglige bønners altafgørende vigtighed. Jomfru Maria-statuetten anbringes et centralt sted i lejligheden, men hun er kun til låns: ”dann hole ich sie in zwei Wochen wieder ab!”

Med undtagelse af jobbet som radiograf-assistent, hvor Anna Maria arbejder næsten mekanisk med den ’syndige’ menneskekrop, er disse daglige husbesøg hendes eneste kontakt med andre mennesker. I lange sekvenser ser vi hende gøre rent, synge salmer ved keyboardet og udføre omfattende trosritualer i det store, tomme hus. En gang om ugen er hun værtinde for missionsklubbens møder, der ligeledes går ud på at bede, synge og lægge planer for arbejdet med at omvende Østrig til katolicismen. Hverken venner eller familie lægger vejen forbi, og Anna Maria søger i stedet nærhed og kærlighed i Jesus – bogstaveligt talt: Det store krucifiks over sengen ryger en tur med ned under dynen, da hun en aften på voldsom vis konfronteres med verdens syndighed – eller måske snarere sine egne undertrykte følelser – ved synet af et sexorgie i parken på vej hjem.

Seidl mestrer således atter engang en rørende, omfattende personbeskrivelse, der bestandigt undgår en sentimentalitetskvalm medlidenhedsforcering. Ved at skifte mellem scener, hvori Anna Maria på voldsomt irriterende vis forsøger at pådutte fremmede mennesker sine trosvaner, og scener, hvori hun i al sin stille ensomhed taler til trækorset på væggen, opretholdes en balance mellem antipati og sympati for karakteren.
Der er interessante paralleller at spore mellem Teresa (del 1) og Anna Maria, hvilket givetvis vil fortsætte i del 3 og således skabe en fin rød tråd gennem værkerne.
Begge kvinder ønsker at finde en vej ud af deres isolation, men søger kærligheden de forkerte steder: Teresa opsøger den i sexturismen, hvor kærligheden kun findes som falsk vare, og Anna Maria søger den i sin tro – i Jesus – der logisk nok på ingen måde kan gengælde nogen form for fysisk nærhed. Kvindernes missioner divergerer i handling, idet Teresa direkte opsøger sex, mens Anna Maria på alle måder skærmer sig mod, hvad hun anser for syndighedens spydspids.

Paradies: Glaube bliver i al sin groteskhed til tider pinagtig at overvære. Man må særligt bide mærke i de bizarre scener, der udspiller sig i Anna Marias hjem; bl.a. de jævnligt forekommende skænderier og slåskampe mellem Anna Maria og Nabil, der spilles helt fantastisk af Hofstätter og Saleh. Desværre mangler man lidt baggrundsviden om fortiden for at dette aldeles umage pars indgåelse af ægteskab giver tilstrækkeligt mening. Derudover er Anna Marias krampagtige, utrættelige forsøg på at fravriste en fordrukken sovjetkvinde en flaske øl i kvindens eget hjem, under et husbesøg, fascinerende komisk.
Seidl afviser at have tilsigtet humor i sin film, da han selv er opdraget strengt katolsk og var meget overrasket over publikums latter og bifald over de religiøse scener.
Ikke desto mindre udtaler han, at han har villet udviske linjerne mellem drama og komedie, hvilket man må sige er lykkedes både i del 1 og 2.

Ulrich Seidl leverer en særdeles værdig efterfølger til den lovpriste Paradies: Liebe, og undertegnede ser med store forventninger frem til trilogiens forseglende del.