Adamantium-bøffen er tilbage. “God form” er kodeordet for både filmen og karakteren The Wolverine. Det er “svigtende indhold” desværre også.
Med udsigt til at blive gjort dødelig, og dermed endelig kunne få et normalt liv og endelig hvile, bliver Logan a.k.a. The Wolverine (Hugh Jackman) lokket til Japan. Her befinder han sig pludselig midt i kampen om et mægtigt forretningsimperie, ejet af rigmanden Yashida. Mariko (Tao Okamoto), Yashidas barnebarn og arving, er under angreb fra sider, der ikke ønsker den vældige formue og magt i hendes hænder. Logan må, dødelig eller udødelig, fremtvinge sit indre forhadte dyr og sammen med Marikos søster Yukio (Rila Fukushima) kæmpe for retfærdighed. Langt ondere kræfter lurer dog i Yashidas skygger, og i mødet med den giftspyende mutant Viper (Svetlana Khodchenkova), viser det sig, at The Wolverine er mere indblandet i konflikten end først antaget.
Det hele lugter langt væk af franchise-penge. Det kræves der ingen super-mutant-kræfter for at opfange. Men som de fleste har opdaget, blandt andet med film som The Amazing Spiderman, The Dark Knight og X-men: First Class, er franchise-film ikke nødvendigvis ensbetydende med dårlig kvalitet. Dette er dog muligvis tilfældet med The Wolverine.
Filmen er inspireret af den første selvstændige fortælling om Marvel-tegneseriefiguren. Kvaliteten af filmens fortælling præges for meget af, at den er oversat for direkte fra tegneseriens specielle æstetiske univers: Vi hopper fra den ene visuelle og narrative ramme til den næste uden at få ledetråde til den logik, der binder dem sammen. Disse ledetråde er nødvendige i denne type af film, der ellers ender i filmisk “ost-med-ost-på”. Logans splittelse mellem dyr og menneske, soldat og civil, er interessant. Men når selvsamme person kan lokkes til Japan af en rigmands ninja-udsending, der finder ham, fordi han tilfældigvis var på et værtshus for at hævne drabet på en bjørn, der vist nok var hans ven (men mest af alt mindeværdig for tilskueren for at tisse op ad et træ) – tja – så ved man allerede hvor filmen er på vej hen.
The Wolverine er, indrømmet, flot produceret. Så langt rakte franchise-pengene. Min egen pengepung ville dog ikke række til at tage ind og se The Wolverine. Var fortællingen til gengæld udsendt under navnet “Wolverine does Japan” i et 30-minutters TV-format, havde jeg langt bedre kunne forholde mig til det, som det yderst kommercielle produkt det er. Og så havde jeg også kunnet glæde mig til “Wolverine does Russia” og “Wolverine does Brazil” – for det er i sandhed den retning, som Marvel i øjeblikket styrer adamantium-bøffen i.
