Drengerøvene er løs igen – her i en plotløs slipstrøm af komiske indslag, der en enkelt gang imellem efterlader et par gode grin til dem over 13 år. Adam Sandler fortsætter nu stadig med at sætte nye lavmål for komediegenren, men man har sikkert haft det sjovt på settet… Om ikke andet.

Dennis Dugan instruerer hermed sin ottende Sandler-film. Igen er det Sandler og Fred Wolf (samt Tim Herlihy), der står bag manuskriptet til opfølgeren på komedien om en flok venner, der har svært ved at kvitte behovet for at skeje ud, trods det, at de nu har villa, volvo og vovse.

Den succesrige agent, Lenny Feder (Adam Sandler), har med sin familie forladt storbylivet for at slå sig ned i barndomsbyens rolige omgivelser. Her er han blevet genforenet med sit gamle slæng, og sammen genoplever de ting fra deres ungdom, som du nu skal lære at forholde sig til efter, de er blevet ældre. Hver især stilles ’drengerøvene’ over for opgør med deres fortid og udfordringer i faderrollen, og alt for ofte ender det i det rene kaos. Mere nævneværdigt er der vist ikke at sige om filmens overordnede handling.

Kudos til holdet bag Drengerøve 2 for at være i stand til at lave en så tynd og uambitiøs handlingstråd, hvor et egentlig plot har måtte vige for overfloden af jokes og pranks. Tålmodigt venter man på at blive præsenteret for filmens konflikt, der gerne skal drive værket… Men man når undervejs at blive gråhåret, inden det går op for én, at den største konflikt i filmen beror på antydningen af, at Lennys kone (Salma Hayek) har lyst til at få flere børn – noget Lenny ikke helt nærer samme behov for.

Mange jokes i Dennis Dugans Drengerøve 2 (Org. Grown Ups 2) er skabt ved improvisation under optagelserne og ifølge den komiske kvartet (Adam Sandler, Chris Rock, David Spade, Kevin James), der udgør titelnavnet, udviklede optagelserne sig til en rendyrket konkurrence i at være sjovest. Dette mærkes på den uendelige trummerum af komiske set-ups, der holder tilskueren forberedt på den næste joke, der skal falde. Heri drukner også al reel handling i filmen, men noget af spontaniteten i improvisationerne har måske også skabt de scener, der rent faktisk er virkelig morsomme. Filmen minder dog mest af alt om en lidt for lang tv-sitcom.

Drengerøvskomedien har desværre lidt for mange jokes, der henvender sig til et noget bestemt og snævert publikum. Kevin James nærer f.eks. det ’imponerende’ talent at kunne lave en såkaldt bøvsenysprut; en kombination af en bøvs, et nys og en prut. En stående joke, der optræder igennem hele filmen. Hvis man havde en spæd chance for at ramme et kvindeligt publikum, har man hermed sorteret de første potentielle fra. Ligegyldige småscener, der bidrager med endnu flere jokes (hvis man stadig skulle føle sig snydt), gør heller intet bedre, men berøver tilskueren dyrebare levetid, som man aldrig får igen.

Filmen formår både at være smerteligt dårlig og ind imellem hylende morsom. Men om ikke andet har Drengerøve 2 overhalet Pacific Rim i åbningsweekenden i USA, så mon ikke den også vil finde sig et publikum et sted her i Danmark.