Med Blue Jasmine vender Woody Allen i nogen grad komediegenren ryggen og skaber, hvad man ifølge denne anmelder med rette kan kalde hans bedste og stærkeste film siden Match Point fra 2005. Cate Blanchett er intet mindre end eminent i rollen som Jasmine, der ikke er i stand til at håndtere den pludselige drejning hendes liv tager, da hun tvinges ned ad den sociale rangstige. Den tragiske historie levner enddog  plads til en passende dosis Allensk humor.

Jasmine (Cate Blanchett) må tage afsked med sit glamourøse luksusliv på Park Avenue da hendes ægtemand Hal (Alec Baldwin) sigtes for bedrageri i milliardklassen.
Hun mister både hus, smykker, pelse og – værst af alt – sin status og opsøger dybt traumatiseret og desperat sin søster Ginger der lever en noget mere beskeden tilværelse som kassedame i San Francisco. Jasmine flytter ind i hendes lille lejlighed og må slå sig til tåls med larmen fra Gingers to sønner og de daglige besøg af den noget højrøstede, men charmerende kæreste Chili (Bobby Cannavale).
Jasmine har mildt sagt vanskeligheder ved at tilpasse sig en hverdag der hverken byder på storslåede middagsselskaber eller ekspansiv shopping med cafébesøg, og hun finder det aldeles ydmygende at skulle arbejde som receptionist hos den lokale tandlæge. Ivrig efter at undslippe sin usle situation melder hun sig til et computer-kursus i et naivt håb om at kunne studere indretningsarkitektur på nettet og lynhurtigt blive stenrig. Skæbnen vil dog at hun møder rigmanden Dwight (Peter Sarsgaard) der falder pladask for hendes skønne ydre og de løgne hun føler sig nødsaget til at glorificere sin person med. Just som hun vil til at træde over tærsklen til sit drømmeliv, indhenter fortiden hende…

Allens komplekse kvindekarakter
Blue Jasmine er skrevet og instrueret af Woody Allen der efterhånden er kendt som lidt af en filmmaskine; Med en produktionsrate på godt og vel en film om året er han hermed nået op på nr. 43, hvis kvalitet, trods dens hastige tilblivelse, er imponerende.
Med tydelig inspiration fra finanskrisens Bernie Madoff-affære og med diverse paralleller til Tennessee Williams skuespil ”A Streetcar Named Desire” fra 1947 (Cate Blanchett har pudsigt nok spillet Blanche Dubois i en af dets mange opsætninger) er Blue Jasmine fortællingen om de tragiske konsekvenser af at falde fra top til bund på den sociale rangstige og samtidigt et psykologisk studie af en kvindes totale nedsmeltning.
Da vi møder Jasmine for første gang, ligner hun en ganske almindelig velklædt kvinde der fører en samtale med sin sidemand i flyet. Indtrykket ændres drastisk da det bliver klart at sidemanden er en vildtfremmed kvinde, der blot ufrivilligt har måttet lægge øre til Jasmines forvirrede monolog. Ginger, der ligesom Jasmine er adopteret, tager imod sin fortabte søster med åbne arme, trods en opvækst præget af adoptivforældrenes åbenlyse favorisering af den noget kønnere Jasmine. Muligvis øjner Ginger en mulighed for at komme tættere på den søster hun altid har set op til, men meget tyder på at hun ikke er klar over hvor langt Jasmine allerede er ude.
Der opstår interessante scener mellem de to kvinder hvis forskellige livssyn er med til at åbne øjnene for deres egne respektive problemer.
Filmen, der en slags post-katastrofe-fortælling, foregår på et nutids- og et fortidsplan. Talrige flashbacks giver indtryk af Jasmines forrige liv i New Yorks overklasse og danner grundlag for hendes handlinger og sindstilstand i den nutidige situation. Samtidigt er det en effektfuld måde at forme karakteren på; Jasmine bliver herved en langt mere kompleks kvinde, hvis menneskelighed gradvist toner frem bag snobberiet og anspændtheden. De naive og umulige projekter hun giver sig i kast med for at genvinde sin tabte værdighed og status, afslører en desperation og panik der får publikum til at fatte sympati for hende.
Blanchetts portrættering af Jasmine er bærende for filmen og på niveau med Allens mest mindeværdige kvindekarakterer, spillet af bl.a. Mariel Hemingway, Mia Farrow, Gena Rowlands og Diane Keaton for bare at nævne nogle stykker.

Ingen hyldest til byen i denne omgang
Selvom handlingen foregår i to storbyer, er filmen ikke, som så mange af Allens tidligere, en hyldest til byernes skønhed. Scenerne i San Francisco udspiller sig ofte i Gingers arbejderklasse-miljø, og der gives måske blot et vagt glimt af Madison Gate Bridge. Jasmines luksusliv i New York præsenteres i lækre butikker, gigantiske lejligheder og feriepaladser i The Hamptons, men også her er omgivelsernes funktion i højere grad at definere Jasmines person end at fremvise New York, som det gøres i eksempelvis Manhattan (1979). På trods af at undertegnede er stor tilhænger det Allenske by-univers, synes det ovenud passende for en film som denne at være mere karakterfokuseret.

Stjernespækket rolleliste
Som det så ofte er tilfældet med Woody Allens film, er rollelisten prydet med diverse store navne der naturligvis tiltrækker et publikum, men også er særdeles velvalgte til deres respektive karakterer.
Sally Hawkins, der tidligere har arbejdet sammen med Allen i Cassandra’s Dream (2007), leverer i rollen som Ginger en autenticitet man kan genkende fra hendes præstation som Poppy i Happy- Go-Lucky (Mike Leigh, 2008), og den glatte, bedrageriske business-man Hal synes skræddersyet til Alec Baldwin, der også spiller med i Allens To Rome with Love (2012).
Peter Sarsgaard har den rette aura af intelligens og sødme i rollen som den veltalende politikerspire med fløjlsstemmen, og Bobby Cannavale giver den højtråbende og til tider aggressive Chili en kejtethed og charme som ikke helt er til at stå for.

Woody har altså gjort det igen! Enkelte af de klimaktiske højdepunkters manglende intensitet og en noget uforløst slutning spænder desværre ben for den sjette stjerne i bedømmelsen, men selvom Blue Jasmine altså ikke helt når op på siden af eksempelvis Manhattan eller Match Point (der ville få 10 stjerner herfra om muligt), hører den absolut til blandt instruktørens fineste værker.
Blue Jasmine vil uden tvivl blive husket for Cate Blanchett hvis oscarværdige skuespil alene er grund nok til at se filmen, uanset om genre eller handling ikke falder i ens smag.