Paul Feig – manden bag publikumssuccesen Bridesmaids – har skabt en buddy-cop-komedie, der trods sin forudsigelighed og til tider tumpede slapstick-humor leverer en overvægt af komiske momenter med stor underholdningsværdi. Melissa McCarthy og Sandra Bullock giver den som genrens umage makkerpar, der tvinges til at samarbejde i en kompliceret narkosag og langsomt finder styrken i hinandens forskelle. Denne lettere udtømte konvention genoplives ikke mindst ved hjælp af de to hovedrolleindehaveres fantastiske kemi.

Den dygtige og berygtede FBI-agent Sarah Ashburn (Sandra Bullock) opklarer stort set alle sager, er frygtet af forbrydere og desværre også sine egne kollegaer. Arrogant, storsnudet, bedrevidende er blot nogle få af de adjektiver hendes chef videregiver fra deres utallige klager.
Da en prestigefyldt stilling bliver ledig, er Ashburn ikke et sekund i tvivl om, at hendes hårde arbejde og omfattende ekspertise gør hende selvskreven til jobbet. Grundet mængden af andre ansøgere og Ashburns dårlige samarbejdsevner tøver chefen og sender hende i stedet, som en slags prøve, til Boston for at løse en kompliceret narkosag.
Her kommer den brovtende og rapkæftede gadebetjent Shannon Mullins (Melissa McCarthy), der bestemt ikke tåler andres invasion af sit territorium, i vejen for hendes arbejde. Hverken Ashburn eller Mullins er begejstrede ved udsigterne til et tvunget samarbejde, men gennem en række sammenstød finder de ud af, at de kan bruge hinandens evner. Ashburns teoribundne, professionelle arbejdsmåde og Mullins’ jordbundne no-bullshit-attitude og kendskab til Bostons skumle miljøer gør dem hurtigt til et perfekt match.

Feig, McCarthy og Bullock
Med titler som både instruktør, manuskriptforfatter, producer, skuespiller og forfatter er amerikanske Paul Feig efterhånden et velkendt navn i filmbranchen. De fleste vil nok forbinde ham med den højtelskede 90’er-komedieserie Freaks and Geeks og den amerikanske version af hit-tv-serien The Office, som han er instruktør og co-executive producer på. Hans seneste og fjerde spillefilm Bridesmaids (2011) blev en kæmpe publikumssucces, der indspillede 283 mio dollars på verdensplan og fik to oscarnomineringer for bedste manuskript og bedste kvindelige birolle til Melissa McCarthy. Rollen som den klodsede brudepige med mangel på både sociale og kropslige grænser skabte stor opmærksomhed om McCarthy. Feig anerkendte hendes store komiske talent og castede hende hurtigt til rollen som betjent Mullins, der helst klarer politiarbejdet med verbale og fysiske overgreb.
Som genren foreskriver, er Ashburn hendes totale modsætning i både udadtil og indadtil, hvilket naturligvis resulterer i en række mere eller mindre komiske situationer.
Ashburn bærer altid høje hæle, blazer og har den evigt skinnende hårpragt fæstnet med en enkelt pertentligt placeret hårnål på den ene side af hovedet. ”You look like your going to set up a table and do their taxes!” som Mullins meget rammende gør hende opmærksom på, da hun forsøger at gå undercover på en hip natklub.
Undertegnede, der aldrig har været synderligt begejstret for Bullock, er bestemt imponeret over hendes talent for komik i nærværende film.

Kan kvinder være sjove?
Sikken et spørgsmål – selvfølgelig kan de det! Ikke desto mindre er det et spørgsmål der kan stilles på baggrund af utallige debatter, og som kan få feministen frem selv i undertegnede, der bestemt ikke gør sig i nogen form for rødstrømpe-aktivitet. McCarthys præstationer i begge Feigs glimrende kvindekomedier kan om nogen mane myten om komediegenren som maskulint territorium i jorden.
Der smøres en anelse for tykt på med verbale og fysiske overgreb i filmens karakterpræsentation, hvor Mullins henholdsvis brækker nogens hånd, fælder en flygtende gerningsmand med en vandmelon og fornærmer alle på sin arbejdsplads på en måde, der i den virkelige verden ville resultere i omgående afskedigelse. Frygten for at dette alene er tænkt som filmens humoristiske rygrad forsvinder heldigvis og afløses af lettelsen over stadigt flere latterfremkaldende momenter.
Her må manuskriptforfatteren Katie Dippold hyldes for sine ofte velplacerede one-liners – ”You look like one of the Campbell Soup kids who grew up to be an alcoholic” siger en forbryder til Mullins (og der er grangiveligt noget om snakken…!)

Kan man se gennem fingre med de måske lidt for placerede tilfældigheder samt de ofte lidt klodsede jokes og i stedet sænke paraderne for at give sig hen til genren på godt og ondt, vil man bestemt more sig kosteligt over denne fine komedie.