”Håbets Land” er Japanske Sion Sonos seneste film, der allerede i titlen metaforisk indkapsler den dobbelttydighed, filmen skildrer. Vi befinder os i et post-katastrofe ramt Japan, hvis styrende institutioner forsøger at lukke befolkningens øjne for alvoren i et atomudslip i byen Nagashima. Det samlede produkt er ligeså dobbelttydigt som titlen: Haltende og vindende scener løber om kap, men ender ved målstregen med et middelmådigt gennemsnit.

Dilemmaet
Mælkeproducenterne Yasuhiko (Isao Natsuyagi) og Chieko One (Naoko Otani) lever sammen med sønnen Yoichi (Jun Murakami) og svigerdatteren Izumi (Migumi Kagurazaka) en idyllisk tilværelse i et landsbysamfund i Nagashima. Filmens første sceners lykke og idyl virker overspillet og påtaget, men okay, det sætter da to streger under før- og efter katastrofen.
Nagashima (Mon ikke ”Nagashima” er en sammentrækning af Hiroshima, Fukushima og Nagasaki) rammes af et jordskælv, der resulterer i et voldsomt atomudslip og en tsunami. Alle indenfor 20 kilometers radius af atomkraftværket betvinges evakuering. Den ekstremt præcise evakueringsgrænse afføder et kritisk spørgsmål om, hvorvidt man tør stole på myndighederne, når de siger at din familie er i sikkerhed, men at nabofamilien få meter væk er i livsfare. Dette er families Ones dilemma.
Yasuhiko beordrer Yoichi og Izumi til at forlade Nagashima, hvilket Yoichi ufrivilligt gør med en overspillet hjælpeløs ”intensitet”, der fik mig til at overveje om han var evnesvag. Selv vælger Yasuhiko at blive, for ikke at ændre på de vante omgivelser konen Chieko har behov for. Chieko lider af demens, som oftere end ikke sender hende tilbage til barndommen.

Det bærende element
Det ældre ægtepar Yasuhiko og Chieko One er den del af filmen, der er værd at fokusere på. Skuespilmæssigt bærer de filmen, og deres præstationer er båret af en dyb inderlighed, der reflekterer en respekt, forståelse og fordybelse i deres karakterer. Parrets gensidige affekt for hinanden stråler igennem Chiekos demens ved en kærlig afhængighed af Yasuhiko, og hans omvendt fuldstændigt uselviske beslutninger, som kun handler om, at Chieko skal føle sig tryg og være lykkelig til det sidste. Én specifik scene transcenderer: Båret af Mahlers 10. Symfoni danser Chieko lykkelig – og fuldstændig fra forstanden – rundt i et sneklædt, forladt og katastroferamt Nagashima med en forestilling om, at hun deltager i Sjælenes Fest.

”Håbets Land”: En negativ- eller positivt ladet titel?
Filmens sideløbende fortællinger skildrer den samfundskritik Sion Sono ønsker at udtrykke. ”Håbets land”, er det en negativ- eller positivt ladet titel? Både regering, læger og medier forsøger at opretholde en facade, der mest minder om propaganda. Befolkningen famler i blinde efter sandheden, men lukker hurtigt øjnene for faren omkring dem, når både tv og egen læge forsikrer dem om, at de er i sikkerhed fra den radioaktive stråling.  Sønnen Yoichi og hans kone Izumi bliver udsat for spe og spot på flere tidspunkter; første gang da de bliver behandlet som spedalske på en benzintank, fordi ”de smitter stråling”, og anden gang da de som de eneste i deres nye by tager strålingen seriøst, og den gravide Izumi ifører sig en beskyttende rumdragt og får stillet diagnosen radio-fobi. Dette syn er dog et uhyre tragikomisk indslag i en ellers dødalvorlig film.

Men er det ”sundeste” for befolkningen i virkeligheden at leve i fornægtelse? Hvor meget vil du opgive for at føle dig tryg? Og er den største frelse at lade forstanden flygte? Sion Sono konkluderer ikke selv, hvad det rigtige er, men viser gennem de sideløbende historier, hvor de forskellige valg kan føre mennesket hen.

Dødt Løb
Håbets Land er en film, der går tæt på mennesker og et lands reaktion på en uoprettelig katastrofe. Den er nærværende, intens og indeholder en både vigtig og spændende samfundskritik. Ligeså nærværende og følsom som kerne-fortællingen er, ligeså meget halter kreativiteten i biomstændighederne. Ligeså implicit og smagfuldt budskaber introduceres, ligeså klodset ekspliciteres de senere. Formidabelt skuespil drukner i patetiske jeg-er-en-menneskelig-mangakarikatur-agtige præstationer. Visuelt poetiske scener taber kuløren, når de hånes af andre mislykkede forsøg på samme. Filmen både vinder og taber.