Hvis din hund nægter at flytte med dig ind i dit nye hus og dør under mystiske omstændigheder umiddelbart derefter, burde du muligvis genoverveje din boliginvestering. Ikke noget man ville få at vide i et afsnit af “Hammerslag”, men ikke desto mindre vigtig viden, der kunne have reddet familien Perron og mig selv fra 115 minutters dæmonisk suspense-helvede.
Baseret på en virkelig historie fortæller horror-thrilleren Nattens Dæmoner historien om, hvordan de verdensberømte efterforskere i paranormal aktivitet, Ed og Lorraine Warren, i 1971 blev tilkaldt for at hjælpe en familie, som blev terroriseret af en mørk kraft i et afsidesliggende hus i Harrisville, Rhode Island. Tvunget til at konfrontere en voldsom dæmonisk kraft er Ed og Lorraine Warren pludselig fanget i den mest gruopvækkende sag i deres liv.
At befinde sig i en 70′er-familie med hele 5 døtre må få mange være et mareridt i sig selv. De interne familieforhold for Perron’erne får dog kun lidt plads *Nattens Dæmoner* til fordel for det, som vi jo egentlig er kommet for at opleve: Gys, blod og chok. Der er fine mængder af det hele, uden at man som tilskuer føler sig hensat til en konstant tilstand af rædsel, som det for eksempel var tilfældet med instruktøren James Wan’s mest kendte horrorfilm – den første SAW. Nattens Dæmoner‘s “charme” ligger nemlig i høj grad i det lange tilløb af “hvad var det for en lyd?”- og “shit, der er noget bag døren”-øjeblikke. Hvis denne filmens horrorniveau var et aftenskole-hold, ville niveauet nok bedst beskrives som “lettere øvet”.
Det er muligvis ikke alle “scares”, der er scary nok, men samlet set gjorde de mange suspense-scener mig sjælsmæssig afkræftet nok til at “nyde” den store afsluttende horror-finale og forlade biografen overbevist om, at jeg nok vil tænke mig gevaldigt om, næste gang jeg får muligheden for at købe et afsidesliggende håndværkertilbud på Rhode Island.
