Sydkoreanske Kim Ki-duks 2012 Venedig-vinder er en forbandet fantastisk fortælling, hvor økonomi bliver et billede på verdens moralske og menneskelige forfald. Et billede, der på ingen måde er rart at være vidne til, men som på djævelsk vis printer sig ind og efterlader dybe spor på nethinden.
I det sydkoreanske industri-slumkvarter Cheonggyecheon følger vi den tavse Kang-do (Lee Jung-jin), der arbejder som lakaj for byens lånehaj. På brutal vis inkasserer Kang-do penge fra de lokale forretningsdrivende, der ikke kan tilbagebetale de dyrt forrentede lån, ved at lemlæste dem, så lånet kan indfries med forsikringspengene.
En dag møder Kang-do en mystisk kvinde, Mi-sun (Cho Min-soo), på vej hjem gennem de grå gyder. Kvinden påstår, at hun er hans mor, som forlod ham, da han var spæd. Kang-do afviser hende voldsomt flere gange, men trods hans trusler bliver hun ved med at følge ham og undskylde for de mange års svigt. Langsomt lukker han hende dog ind, han dropper sit grufulde arbejde og hans ensomhed erstattes af tosomhed. At Kang-do knytter sig til et andet menneske og pludselig udtrykker følelser viser sig dog at have en bagside, og en af de mange, han gennem tiden har såret udnytter situationen til at få hævn.
Pieta er det italienske ord for barmhjertighed, men også betegnelsen for den kunstnerisk-religiøse fremstilling af Jomfru Maria, der i skødet begræder den døde Kristus’ krop. Ligeledes begræder Mi-sun sin søns ulykkelige situation. Også da Kang-do tvinger Mi-sun til at spise et stykke af sit legeme, som det endelige bevis på, at hun er hans mor, får man et glimt af det religiøse aspekt, titlen refererer til.
Barmhjertigheden er dog ikke til at spore i den gamle bydel, der er ved at blive opslugt af højhuse og moderne fabrikker. De små forretninger og maskinværksteder ligger tæt side om side, men kan ikke konkurrere med moderniteten, hvorfor de forretningsdrivende må ofre arme, ben og til tider endda livet for penge – en djævelens handel.
Historien fascinerer langt hen ad vejen gennem de to hovedrolleindehavere, der mildt sagt gør det fantastisk. Kang-do, som vi første gang møder dyrisk onanerende i sin seng, er overbevisende i sin transformation fra forrået inkasso-gorilla til menneske. Selv ikke når han efter arbejde kaster sin kniv efter tegningen af en nøgen kvinde og til aftensmad slagter en kylling og efterfølgende lader indvoldene ligge blodige på badeværelsegulvet, fremstår han som et spoof. Cho Min-soos forhutlede moderkarakter fremtræder på én gang både kærlig, skrøbelig og dybt ond. Begge karakterer har absurde træk, man på ingen måde burde fatte sympati for, men på mystisk vis får de alligevel sneget sig ind på livet af en.
Kim Ki-duk fører dig med Pieta gennem en emotionel rutsjetur, hvor had, kærlighed, vold, jalousi og hævn gennem voldsomme – til tider direkte makabre – scener efterlader dig omtumlet og dybt mærket af menneskets forfald. Desværre varer denne tur kun omtrent halvvejs igennem filmen, der trods de blot 104 minutters varighed til sidst føles langtrukken.
Selvom sidste halvdel af filmen var noget flad fornemmelse, sad jeg alligevel tilbage med følelsen af, at jeg havde været vidne til noget særligt, som jeg sent vil glemme. Om end det var min første Kim Ki-duk-oplevelse, bliver det bestemt ikke min sidste.
