For 13 år siden brød den skallede Vin Diesel igennem, med det der skulle blive science fiction kultfilmen Pitch Black, hvor han som antihelten Riddick nødlandet på en fjern planet nedlagde monstre såvel som de dusørjægere der grundet hans ukendte fortid var efter ham. I 2004 bragede Hollywood det dystre univers op i det mere forglemmelige udstyrsstykke The Chronicles of Riddick, men med Riddick er vi tilbage hvor vi startede. Riddick alene mod resten af verden. 

Før Fast & Furious-serien. Før Vin Diesel blev en af 00´ernes store actionhelte i film som XXX og Fast & Furious var der Riddick. En ekstrem voldelig enspænder med lysfølsomme øjne, der gør ham i stand til at se i mørke. En evne der gør ham næsten uovertruffen i kamp. At han så tilmed er 99 % blottet for moralske skrupler hjælper ham med at overleve den konstante flugt fra grådige dusørjægere i et koldt næsten sterilt fremtidsunivers, hvor menneskenes kyniske barbari(trods alle de tekniske fremskridt) kun overgås af de verdner Riddick som interstellar fredløs ufrivilligt havner på.

I Riddick er han således landet på en solafsvedet og gold planet mere død end levende. Narret af sine undersåtter heriblandt den snu Necromonger Vaako (Karl Urban), har Riddicks længsel efter hans fødested fået ham godt og grundigt på røven, men som han konstaterer tørt i en næsten ironisk voice over: Så er alt ved det gamle!

Kun ledsaget af Riddicks nødtørftige monolog følger vi i filmens første tredjedel, hvordan han langsomt men usvigeligt sejt får bugt med monsterulve, hvoraf han (selvfølgelig) tæmmer en til at blive sin vagthund. Til gengæld har han væsentligt mere besvær med at få has på et monster som kunne være en fjern (men ikke mindre grim) fætter til Alien, hvis denne havde parret sig med en kæmpeskorpion. Denne lever i et vandhul i en grotte, som (desværre for Riddick) er den eneste vej til en forladt rumstation og dermed hans vej væk fra planeten.

Ankommet til stationen signalerer Riddick efter ”hjælp” i form af et nødsignal, hvor han gør alle dusørjægere opmærksom på sin eksistens. Hurtigt ankommer to skibe leddet af henholdsvis den mandschauvinistiske Santana (Jordi Mollá) og den mere retlinede Johns (Matt Nable), der dog viser sig at have andre motiver end penge i sin jagt på vores antihelt. Riddick er (selvfølgelig) flere længder foran de ellers hårdkogte dusørjægere, men da vejret på den ellers soltørrede planet ændre sig til massiv regn, er de alle tvunget til at samarbejde for at nedkæmpe en fælles fjende; de overforvoksede alien-skorpioner.

Riddick er trods sine mange digitale effekter, colourgrading mm. på mange måder en gammeldags B-film i den forstand at filmen med sine stereotypiske omtale af kvinder, som ”ting” der skal nedlægges seksuelt taler til et publikum som langt fra ligger i det politiske korrekte segment. Her er ingen fine fornemmelser og subtile hentydninger.

Problemet for denne anmelder er, at i takt med at filmen serverer sin cocktail af hårdkogte oneliners, lidt nøgen kvindehud og actionsekvenser der konstant cementerer Riddick som Bad Ass numero uno til sidst bader i sin usympatiske mandschauvinisme. Fans af Vin Diesel og ikke mindst Pitch Black går dog ikke forgæves, hvor specielt filmens første 30 minutter med en såret Riddick omringet af monstre i den grad taler til den basale overlevelsestrang på den fede måde!