Den rumænske nybølge markerede sig for alvor på årets Berlinale, da Calin Peter Netzers Childs Pose løb af med guldbjørnen. Filmen omhandler en dysfunktionel mor-søn-relation, der sættes på spidsen, da sønnen bliver ansvarlig for en tragisk bilulykke. Child’s Pose er en mesterlig skildring af en moders følelser, der balancerer mellem altopofrende, ubetinget kærlighed og egocentrisk magtudøvelse.

Som del af Bukarests økonomiske elite holder den ca. 60-årige arkitekt Cornelia (Luminita Gheorghiu) overdådige fødselsdagsfester for sine venner, går i operaen og smider om sig med penge, hvor hun ellers kan komme til det. Udadtil synes hun at have alt, men hendes eneste søn Barbu (Bogdan Dumitrache), hvis kærlighed og anerkendelse hun ønsker sig allermest, vil ikke vide af hende. Cornelia forsøger på alle måder at skaffe sig adgang til hans liv og anser delvist hans kæreste som roden til deres belastede forhold. Dagligt udfritter hun stuepigen om parrets gøren og laden og foretager utallige ubesvarede telefonopkald.
Da Barbu en dag overskrider hastighedsgrænsen på motorvejen og i en overhaling kommer til at køre en 14-årig dreng ihjel, kaster Cornelia sig resolut ind i kampen om at redde sin søn fra lovens lange arm; en kamp, der lige så vel går ud på at komme sin elskede søn nærmere.
Cornelia, for hvem penge er løsningen til alt, forsøger at bestikke både politiet og vidnet med klækkelige summer og får Barbu til at lyve i sit vidnesbyrd; hun planlægger ligefrem at overtale den dræbtes familie til at trække anklagerne tilbage.
Trods hendes utrættelige indsats tager Barbu, der står splittet mellem afhængigheden af sin moders hjælp og vreden over hendes omklamrende dominans, blot mere og mere afstand.

Prisbelønnet instruktør
Med i alt tre spillefilm på cv’et, hvoraf to af dem er prisvindere, synes det at gå Calin Peter Netzers karriere ganske godt. Child’s Pose, der er den rumænske instruktørs tredje spillefilm, var stor kritikerfavorit og hjembragte ham intet mindre end guldbjørnen samt kritikernes FIPRESCI-pris på årets Berlinale. Debut-filmen Maria, der ganske vist ikke fik megen publikumsopmærksomhed, vandt juryens specialpris på Locarno International Filmfestival i 2003.
Historien om det forkvaklede forhold mellem mor og søn lyder måske en anelse udtømt og freudiansk, men er ikke desto mindre utroligt interessant og fængslende, når den udfoldes så mesterligt, som det er tilfældet her.

Rumænsk stjerne i flerfacetteret moderskikkelse
Netzer har garderet sig med én af rumænsk films helt store stjerner, Luminita Gheorghui (også kendt fra Cristian Mungius 4 Months, 3 Weeks and 2 Days), der portrætterer den manipulerende moderskikkelses flerfacetterede væsen med enorm indlevelse.
”Children are their parents’ fulfillment”, siger Cornelia til Barbu i endnu et forsøg på et nå ind til ham. Hun elsker utvivlsomt sin søn og vil ham kun det bedste, men, forblændet af pengenes magt, har hun en uhyggeligt kynisk tilgang til omstændighederne og anser eksempelvis blot den dræbtes familie som en sten på vejen til sin søns frikendelse. Barbu, der for længst har lukket af for den grundlæggende kærlighed for sin mor, er forbitret og vred over hendes konstante indblanding. Angsten for den skæbne, loven vil idømme ham, tvinger ham dog til at lukke hende ind i sit liv og tage imod hendes hjælp. Denne ufrivillige afhængighed og infantilisering får Barbus vrede til at vokse. Intense scener er indhyllet i en anspændthed, der er til at tage og føle på, og Netzer formår at skildre det komplekse følelsesvirvar ned til mindste detalje.
Det håndholdte kamera fastholder ofte karakterernes ansigter i lange close-ups, så ansigtsudtryk og mimik bidrager til forståelsen af, hvad der foregår på handlingens mikroplan.

Blændende klimaks
Historien fortælles fra Cornelias synspunkt, og selvom dette fortællegreb oftest er medvirkende til at knytte publikum til en given karakter, besværliggøres det i nærværende tilfælde af Cornelias aldeles usympatiske person. Man må konstant holde sig for øje, at hun handler i kærlighed til sin søn, hvilket må siges at formilde omstændighederne en smule.
I filmens blændende klimaks, da hun i mødet med den dræbtes familie stilles ansigt til ansigt med sin egen sorg over tabet af en søn, krakelerer hendes facade, og hun fremstår pludselig som et sårbart, stakkels menneske – Barbu derimod forbliver på mange måder en særdeles uelskværdig karakter. Der mangler dog en smule uddybning af, hvordan deres forhold er blevet, som det er, for at kunne forstå Barbus decideret væmmelige opførsel over for Cornelia.

Childs Pose får 4 stjerner: én for sin gode historie, én for sin fantastiske følelsesskrildring, én for Luminita Gheorghuis skuespil og én for sine sidste 15 minutter, der sætter prikken over i’et i dette subtile drama.