Prinsesse Diana var gift med Charles, Prins af Wales, fra 1981 til deres skilsmisse blev gældende i 1996. Et år senere, den 31. august 1997, omkom prinsessen i en bilulykke i Paris sammen med sin kæreste og mangemillionæren, Dodi Fayed og chaufføren Henri Paul. Frem til sin død var Diana vokset til at blive folkets prinsesse og til at være højt agtet for det humanitære arbejde hun udførte over hele verden, i særlig grad hendes indsats i forbindelse med minerydning.

Disse ting og en masse til er offentlig tilgængelige, og derfor velkendte for interesserede. Hvad få har viden om, er hvordan Lady Di var som privatperson, og det er dét, filmen giver et bud på. For filmen er ingen objektiv gengivelse af prinsessens gøren og laden, det har vi dokumentarerne til, den er et bud på, hvordan de sidste to år af hendes privatliv kan have været.

Det er nemlig forholdet til hjertekirurgen Hasnat Khan (Naveen Andrews), der er filmens primære fokus, og eftersom han ikke har udtalt sig i forbindelse med filmens tilblivelse, må det antages, at dialogerne er skabt af fri fantasi. Og det er den kunstneriske frihed, man skal have for øje, når man ser Diana, for det er filmskabernes genskabelse af omstændigheder for 18-16 år siden, publikum vises.

Filmen har et visuelt flot udtryk, og dens æstetiske overlegenhed er med til at understrege Dianas kongelighed trods separationen fra Charles. I hovedrollen gør Naomi Watts noget meget sjældent: Hun hverken tilfører eller fjerner noget fra personen Diana, men gengiver hende på meget værdig vis. I en tid hvor en ny biografisk film premierer hver anden uge, er det godt at se gengivelsen af en personlighed der ikke er lavet for at debattere gengivelsen. Watts spiller ikke Diana, hun er Diana.

Diana er seværdig grundet sin gode historie, sit æstetiske flotte finish, men mest af alt på grund af Watts’ præstation. Ydermere bemærkes det, hvordan der ikke bliver taget nogle kunstneriske friheder i forbindelse med andre personer end kirurgen Khan – eksempelvis optræder sønnerne William og Harry kun én gang, og det endda med ryggen til. Det er endnu en respekt filmen viser, og som andre biopics kan tage ved lære af.

Man kan altid spørge, hvorfor det er interessant at se en royal persons kærlighedsliv på film, og svaret vil altid ligge i spørgsmålet: Fordi hun er kongelig. Sladderbladene var ikke søde mod Diana, det viser filmen i udstrakt grad, men hun forstod på den anden side at tøjle dem til sin egen fordel, når hun havde behov for det. Filmen har ikke ændret denne anmelders billede af folkets prinsesse. Filmen har derimod ændret anmelderens billede af en god biografisk film, tænkte han, mens han så den.