To af tidens hovedreferencer inden for action, Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger, spiller over for hinanden i, hvad der med rette kan kaldes, en testosteronspækket fængselsfilm. Det underholdende plot kan dog kun løfte filmen et vist stykke og fjerner ikke opmærksomheden helt fra de papirtynde karakterer.

Som kaptajn de Boeldieu siger i Jean Renoirs mesterværk Den Store Illusion fra 1937: ”For mig er det simpelt. En golfbane er til for at spille golf. En tennisbane er til for at spille tennis. Et fængsel er til for at flygte.” I svenske Mikael Håfströms Escape Plan spiller, den efterhånden ældre herre, Sylvester Stallone hovedkarakteren Ray Breslin. Breslin er hyret til at teste højsikkerhedsfængsler ved at flygte fra dem, men da han bliver sat på sin hidtil sværeste opgave: At bryde ud fra fængslet ”The Tomb”, viser det sig hurtigt at han er røget i en fælde, og at han er kommet for at blive. Til Breslins held er der hjælp at hente fra Emil Rottmayer (Arnold Schwarzenegger), der også er bag lås og slå. Men at flygte fra ”The Tomb” er ingen smal sag, og de to fanger skal i første omgang overliste den iskolde fængselsinspektør Hobbes (Jim Caviezel).

Plot over karakterer
Miles Chapman og Jason Keller har til Escape Plan leveret et manuskript, der er helt og holdent plotdrevet. Deraf følger typisk, at karakterernes dybde er temmelig begrænset. Escape Plan er ingen undtagelse på dette, tværtimod. Dermed ikke sagt at det ikke kan virke at have flade karakterer. Bare tag en film som Pacific Rim, der udkom så sent som august i år. Det er, efter min mening, en af de mest gennemførte underholdningsfilm i 2013, og en af grundene er følgende: Den er helt afklaret med, at karakterne er flade klichéer, hvilket derfor bliver understreget. Dette giver filmen en form for komisk distance, der kun forstærker underholdningsværdien. I modsætning til dette prøver Escape Plan at give noget dybde til specielt Stallones karakter. Det virker malplaceret og afføder desuden nogle ganske pinagtige dialoger.

Fængende action
Eftersom vi har med en plotdrevet film at gøre, er det et held, at plottet rent faktisk er ret underholdende. Alene grundidéen, om en fængselsekspert der havner i det bedst sikrede fængsel i verden, er spændende. Filmen formår også at levere nogle skarpe actionscener, der får udnyttet grundidéens potentiale godt. Komponist Alex Heffes’ musik bør også fremhæves som et velfungerende bidrag til filmens stemning.

Svingende skuespilspræstationer
På trods af at de to ikoner Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger unægteligt stadig har en vis karisma, vil jeg vove at påstå, at de visse steder filmen virker en anelse fallerede. Det skyldes nok delvist, at de har svært ved at levere de lunkne replikker, som de har fået stillet til rådighed. Dog formår Jim Caviezel at puste energi ind i sin karakter Hobbes, der ligeså godt kunne have været en uinteressant og anonym skurk. Jim Caviezel gør det i det hele taget glimrende, og hans præstation løfter filmen et godt stykke som helhed.

Filmen er altså en blandet fornøjelse, der både byder på glimrende action og knap så glimrende dialog. Fans af de to actionstjerner, og af genren som helhed, vil dog utvivlsomt finde en del guf i filmen, der vil gøre at de små to timer ikke har været forgæves.