Dommedag er over os, og cremen af højtbetalte amerikanske filmkomikere har langt fra trukket det længste strå i forfordelingen af pladser i himmeriget. Til gengæld giver det os jordiske biografgængere muligheden for at komme på første parket til årets sjoveste apokalypse.

James Franco holder fest for celebrity-eliten i Los Angeles, heriblandt hans venner og kollegaer Jonah Hill, Seth Rogen, Jay Baruchel, Danny McBride og Craig Robinson. Desværre viser det sig, at årets fest er samme dag som en anden- og meget uheldig begivenhed: Dommedag. Los Angeles bliver på nul-komma-fem næsten totalt udslettet, og vennegruppen er de rædselsslagne vidner til katastrofen. Barrikaderet i Francos hjem forsøger de at overleve sammen i efterladenskaberne fra den endelige ødelæggelse. Efterhånden som panikken og desperationen breder sig, begynder de ellers så varme Hollywood-venskaber langsomt at gå i opløsning.

Det mest interessante ved This is the End er den tykke ironi, der er smurt i flere lag ud over fortællingen. Filmen er én lang kvantitativ dyrkelse af det komplet åndssvage, men er iscenesat i de mest dystre rammer, som kristendommen kan tænke sig: dommedag. Den vilde selv-iscenesættelse af de naive, imbecile og dekadente Hollywoodstjerner er flot udført af de selvsamme personer, som ligger til grund for myterne. For eksempel er scenen, hvor Michael Cera er spiddet på en pæl, med kokain i hele fjæset, råbende efter “the fucker who stole my phone”, både voldsom, voldsomt sjovt og voldsomt genialt i al sin potentielle Kendis/Kristus-symbolik.
Niveauet holdes dog ikke konsekvent igennem filmen. Af og til bliver forsøget på at parodiere parodien på plat talentløshed desværre lidt for hul og ender med at afsløre sig selv: nogle punch-lines er lidt for nemme til, på nogen måde, at kunne være velskrevet, og fokuseringen på fallos-symboler og ejakulerings-metaforik bliver også lidt for utiltænkt uudholdelig i længden. Lur mig dog, om folk der er til denne type hardcore drengerøvshumor mon ikke vil finde disse ting vanvittigt morsomme. For mig skuffede de lidt i samlingen af ellers spændende materiale; men som skuespillerne, i rollerne som dem selv, så klart giver udtryk for, kan vi jo ikke forvente, at deres rimeligt begrænsede evner som mennesker giver direkte adgang til livet som ophøjede. Hverken i filmverdenen eller den rigtige af slagsen.

Skal det være vildt, voldsomt, sjovt og ikke mindst stjernespækket dette efterår, så anbefaler jeg klart This is the End.