CPH:DOX er stadig i fuld sving, rundtomkring i København, og vanen tro har jeg forsøgt at dykke så dybt ned i oplevelsen som muligt.
Denne uge på DOX startede allerede klokken 9 om morgenen på Teater Grob. Jeg tog ind for at se The Reunion af svenske Anna Odell, der er med i konkurrencen om festivalens hovedpris DOX:AWARD. Anna Odell har været igennem forskellige kunstskoler primært i Stockholm, og skabte i 2009 stor debat på baggrund af sit kunstprojekt Okänd, kvinna 2009-349701 (Ukendt kvinde). Her simulerede hun et psykotisk anfald på en bro i Stockholm.
Man kan da også genkende interessen for det skandaløse i hendes dokumentarfilm, hvor hun opsætter en hævnfantasi over sine gamle folkeskoleklasse. For at beskrive det mere uddybende så opstiller hun, vha. skuespillere, det scenarie som kunne være blevet til virkelighed, hvis hun var blevet inviteret til hendes folkeskolegenforening. Denne rekonstruktion er, hvad den første del af filmen består af, og det er nok ikke så underligt, at portrætteringen af det skandaløse til festen leder tankerne hen på Thomas Vinterbergs Festen fra 1998. I filmens anden del forsøger Odell at kontakte hendes gamle klassekammerater, og vise dem hendes film. I filmens anden del forbliver det uklart, hvem der er Odells egentlige klassekammerater, hvis der overhovedet er nogen af dem, der er det.
The Reunion er en tankevækkende film, der besidder en imponerende psykologisk dybde. Gentaget flere gange i filmen bliver sætningen ”Vi var jo børn”, der bidrager til en refleksion over i hvor høj grad, man som voksen skal stå til ansvar for sine handlinger som barn. Det er også interessant at se, hvordan Odells påståede klassekammerater håndterer anklagerne, om at have deltaget i mobningen af hende, forskelligt. Specielt én af karaktererne fandt jeg interessant, på grund af at man på et tidspunkt kunne tro at han havde en aktiv interesse ift. at forstå mobningens omfang. Men det viser sig i sidste ende, at han mest af alt er interesseret i at få afkræftet hans deltagelse i mobningen, da det ikke passer med hans billede af sig selv som et ordentligt menneske.
Blandt publikum til filmen var et overvældende flertal gymnasieelever fra Ørestad gymnasium. Da filmen var slut, var der en kort pause før Ib Bondebjerg, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, skulle holde et oplæg. På deres vej til pause excellerede gymnasieeleverne i at komme med bemærkninger, af en art jeg nok ikke kommer til at overhøre til nogen anden visning på DOX, som f. eks. ”Skal vi ikke gå over og købe shots for 40 kroner?” eller ”Jeg tror jeg er ved at kradse af. Ej jeg er virkelig træt!”
Ib Bondebjergs oplæg gav et fint og kort overblik over de forskellige typer af dokumentarfilm, og dem man kunne sige var beslægtede med Anna Odells, omend meget indirekte, f. eks. Max Kestners Rejsen på ophavet eller Sarah Polleys Stories We Tell.
Derfra gik turen videre til Dagmar Teatret, hvor Ulrik Wivels En anderledes dreng skulle vises klokken 12. Denne varede en lille times tid, og var en sød fortælling om Alexander, der er 18 år og autist. Filmen viste Alexander i forskellige situationer, og rundede af med en sekvens, hvor ham og hans bror tog til Barcelona sammen i bil. Jeg følte ikke at filmen decideret tilføjede noget nyt, eller at man lærte specielt meget. Det kunne dog ikke ignoreres, at hovedpersonen Alexander var charmerende, og jeg tog også mig selv i at blive noget rørt over en af scenerne, da Alexanders mor, i anledning af hans 18-års fødselsdag, holder en kort tale for ham.
Mandag aften i Grands sal 1 havde mildt sagt et fransk touch. Klokken 19 blev La maison de la radio, der er instrueret af franske Nicolas Philibert (At være og at have fra 2002), vist. Filmen viser forskellige scener fra den runde bygning i Paris, hvor Radio France, der har adskillige radiokanaler, holder til.
Der var en del franskmænd i salen deriblandt instruktøren Nicolas Philibert og den nyudnævnte franske ambassadør François Zimeray. Zimeray startede ud med at holde en kort tale, hvor han bl. a. fortalte en sjov historie, omkring en samtale han havde med Philibert om filmen: Da Zimeray fik fortalt hvad Philiberts film skulle handle om, spurgte han ham, hvad hans vinkel ville være på la maison de la radio (radioens hus). Hertil svarede Philibert, at det er en cirkulær bygning, og at der derfor ikke er nogen vinkel. Zimeray sluttede sin tale af med at takke Philibert og CPH:DOX for ”in a world of simplicity” at give mulighed for at gå i detaljen med forskellige emner og skrabe under overfladen. Herefter præsenterede Philibert kort sin film ved bl. a. at fortælle om den udfordring, der interesserede ham ved projektet til at starte med. Philibert stillede spørgsmålet: ”How do I film radio, without shattering its mystery?”. Et interessant og relevant spørgsmål.
Efter at have set filmen sad jeg tilbage med en følelse af, at det mystiske og fascinerende ved radiomediet var intakt, ja faktisk var det blevet styrket i min optik. Den korteste beskrivelse jeg kan komme på, af denne dokumentar er, at det var en kæmpe fornøjelse. Philibert har tydeligvis en fremragende smag, ift. de personer han vælger at følge. Scenerne var intime, og befolkede af mennesker, der virkede fyldt til bristepunktet med passion for deres arbejde. Der blev selvfølgelig også nævnt mediebegivenheder, der fyldte meget, i den periode hvor dokumentaren blev optaget, som det arabiske forår. Men det var slet ikke disse, der var vigtige.
Som Philibert sagde i den efterfølgende Q & A, er det her en film om ”people at work”, altså der følger den daglige trummerum på en arbejdsplads. Q & A forlængede kun den fornøjelige oplevelse dels på grund Philiberts interessante svar. Og dels på grund af at man ikke kunne undgå at holde af Philibert. Da én person spurgte ind til hvordan Philibert havde forberedt sig, forklarede sidstnævnte, at han aldrig forbereder sig, før han laver sine film. Som han fint formulerede det: ”I don’t base my movies on what I already know. I base my movies on my ignorance.” La maison de la radio var klart en af de stærkeste oplevelser på CPH:DOX indtil videre.
Tirsdag aften var det igen i Grands sal 1 det foregik, men filmen var dog noget anderledes end den dagen forrinden. Jeg var taget ind for at se Atlas af Antoine d’Agata, der først og fremmest er kendt som en ekstremt dygtig fotograf. Filmen er, som The Reunion, med i festivalens hovedkonkurrence DOX:AWARD. Billederne i filmen var da også bemærkelsesværdige i deres måde at være både dystre, ubarmhjertige og smukke på på én gang.
Selve filmen viser forskellige mennesker, primært prostituerede, der lever under triste vilkår. Atlas holder sig bestemt ikke tilbage ift. resolut at hive tilskuerne ud af deres comfort-zone. Det endte også hurtigt med at blive det, der tog mig ud af filmoplevelsen. Det blev meget den samme tunge og dystre stemning hele vejen igennem, og jeg endte med at være lidt ligeglad med hvad de kvindelige fortællestemmer sagde, og de mørke scener der blev vist, da filmen allerede havde været igennem noget nærmest identisk. Men slutningen skubbede alligevel min oplevelse af filmen et godt nøk opad, og gav stof til eftertanke.
Jeg håber, at dette seneste blogindlæg formåede at give inspiration, til hvad der er værd at se på CPH:DOX 2013. I næste blog vil jeg bl. a. skrive om nogle film, der er nomineret til festivalens pris NEW VISION, der har fokus på mere eksperimenterende dokumentarfilm. Læs med dér.