Mørk og foruroligende thriller skildrer enhver forældres værste mareridt: deres børn forsvinder. Fyldt med autenticitet viser ‘Prisoners’ hvordan savn, fortvivlelse og afmagt kan frembringe nogle af menneskets mest dystre sider.

Familierne Dover og Birch, som er bedste venner og naboer, bor i en lille by i arbejderklassens Amerika. De holder Thanksgiving sammen, og da hyggen er på sit højeste og vinen for alvor har vist sin effekt, finder forældreparrene ud af, at de to små piger, Anna (Dover) og Joy (Birch), er forsvundet. Som timerne går breder panikken sig, og politiet bliver sat på sagen. En mistænkt ved navn Alex Jones (Paul Dano) bliver hurtigt anholdt, men løslades 2 dage efter, da der ikke er nok beviser imod ham. Overbevist om Jones’ skyld må Keller Dover (Hugh Jackman) nu beslutte, hvor langt han vil gå for at beskytte sin familie.

Stilistisk gennemført

Den mørke tematik gennemsyrer fuldstændig ‘Prisoners’. Omgivelserne er kolde, triste og solens stråler virker til aldrig at bryde igennem skydækket. Alt får et gråt skær og er med til at give filmen et meget råt look. Kombineret med hvad der til tider virker som næsten uendelige regnbyger, bliver man bange for om ‘Prisoners’ kan holde stilen, uden at man bliver træt af den. Men det kan den. Et langsomt tempo tvinger publikum til at se alle karakterernes smerte, frustration og stigende galskab i øjnene, mens det samtidig holder én fastholdt med tilpas progression i historien. Med en spilletid på 2 timer og 30 minutter, bliver den dog en tand for lang. Det skærer ikke ligefrem i øjnene, men der dvæles for meget ved især Kellers forfald. Når det er sagt, er det nogle af de hurtigste 150 minutter, jeg har tilbragt i en biograf. Den upolerede stil virker autentisk, og man stiller aldrig spørgsmålstegn ved historiens ægthed.

Stærke mænd

Keller Dover er ægtemand, far, forsørger og beskytter. Han er en tømrer der synger nationalmelodien i badet og har kælderen fyldt med forsyninger i tilfælde af, at en katastrofe skulle ramme landet. Hugh Jackman får glimrende fanget det maskuline aspekt af denne alfahan og er en testosteronbombe, der kan eksplodere, hvornår det skal være. Jackman udtrykker ikke bare en fars smerte ved at miste sin datter, men også en mands skam over ikke at kunne beskytte sin familie. Det lyder hulemandsagtigt, og det er det også lidt, men det fungerer, da man konstant kan ane, at han er ved at krakelere følelsesmæssigt. Det bliver lidt for meget til sidst, men dette lader mere til at være på grund af filmens længde, og ikke så meget på grund af en ellers velspillende Jackman.

Filmens bedste præstation går dog til en Jake Gyllenhaal i topform. Som kriminalassistent Loki er han fremragende og udviser en hårdhed og vrede, der kombineret med en gradvis nedbrydning fra presset med at arbejde med så stor en sag giver en komplet og fuldendt karakter. Gyllenhaal leverer en af sine absolut bedste præstationer, og især scenerne hvor han er med, hiver tilskueren ind i filmen og giver den autenticitet, ganske enkelt fordi skuespillet er så troværdigt. Vi får ikke meget at vide om hverken Loki eller Keller, men gennem små hints, sætninger og deres generelle fremtoning, får vi et meget komplet billede af dem. Det er dejligt at se en film, der stoler på at publikum selv kan lave disse forbindelser.

Hård, voldsom og troværdig

Stilmæssigt lægger ‘Prisoners’ sig op ad film som ‘Mystic River’ og til dels ‘Gone Baby Gone’. Det visuelt kolde og det voldsomme og brutale bliver blandet og formår at holde en hårfin balance stort set hele vejen, hvilket er beundringsværdigt. At filmen skulle have været en smule kortere betyder ikke at den på noget tidspunkt er kedelig, men mere at der bliver dvælet lidt for meget ved især Jackmans karakter. Samtidig virker dele af slutningen lidt fragmenteret og holder ikke helt filmens stil, hvilket desværre trækker lidt ned. Men godt skuespil på nærmest samtlige positioner samt et flot og gennemført univers gør, at ‘Prisoners’ er med til at slutte filmåret stærkt af.