Mellemstation, midtvejs, pusterum eller middelgrund. Kært barn har mange navne, men det er i sagens natur en svær situation at være anden halvdel af en trilogi. Hvad Peter Jackson oprindeligt har villet med tre film bygget på det sparsomme grundlag, som ‘Hobbitten’ i sin oprindelige bogform er, kan givet gøres op i kroner og øre. Men anden instans af ‘Hobbitten’ med undertitlen ‘Smaugs Ødemark’ er trods sit lod som den svære to’er biografbilletten værd – og lidt til.

Formatet for den midterste instans i en kronologisk triologi er inden for den klassiske spændingsopbygning ganske snævert. Det er her at historiens essentielle problematik skal etableres og vores hovedkarakterer se deres fejl og mangler i øjnene for i trilogiens sidste kapitel at nå til en tragisk eller forsoningsmæssig afslutning.

Med det in mente er det klart at se hvorfor anden del af fortællingen om Bilbo Baggins, og hans følge af (ikke syv men) tolv dværge samt en grå troldmand, er radikalt mere dyster i sit udtryk end den første film i serien om den lille hobits rejse ud i det store, mangfoldige Midgård. 

Med den blege orkerkriger Azog og hans assorterede flok af gustne skabninger i hælene, må Bilbo og hans følge søge ly flere steder i Midgård. Dette bringer dem blandt andet til elverkongen Thranduils hof: selvsamme konge som svigtede dværgeprinsen Thorin i hans kamp for dværgeriget i Det Ensomme Bjerg. Fra skovelvernes rige bevæger truppen sig op mod Søby – den sidste bastion af mennesker inden Det Ensomme Bjerg, hvor dværgene, hobbitten og troldmanden Gandalf må stå op imod dragen Smaug, der venter dem med bulder og brag.

Det kan på dette tidspunkt i instruktør Peter Jacksons virke ikke være nogen hemmelighed, at det visuelle spiller en langt større rolle end det skuespilsmæssige og des lige historieforløbet. Der er mange fejl og mangler i de få scener, hvor dialog har fortrinnet i forhold til de visuelle effekter.

Men heldigvis blegner disse historie- og skuespilsmæssige mangler fuldstændigt i lyset af, hvor visuelt flot anden halvdel af ’Hobbitten’ tager sig ud. Især én scene, involverende 12 dværge i øltønder brugt som tømmerflåder ned af et vildt fossende vandløb med elvere og orker i vild kamp efter sig, er bjergtagende på den drengerøvsagtige facon. Og det skal der være plads til i en film, hvis forlægs læsere var og er af selvsamme kategori.

Det fungerer over forventning at Jackson har valgt at lade ‘Hobbiten’ i højere grad end dens boglige forlæg være et direkte oplæg til den efterfølgende trilogi om Ringenes Herre. Flere karakterer dukker stik imod forventning op i filmatiseringen. Langt hen af vejen med positiv effekt. Orlando Blooms karakter som elverkrigeren Legolas passer perfekt ind i et trekantsdrama mellem elverfolk og dværge, ligesom orkerkrigeren Azogs overordnede vækker pludselig genklang hos fans af det fiktive univers.

Og selvom man ikke en eneste gang ser hans menneskelige skikkelse, hænger engelske Benedict Cumberbatch som en uafrystelig, men ærefrygtindgydende skygge over filmens sidste halvdel, når han som dragen Smaug bliver vækket fra sin dybe søvn.

 ”What have I done?” udbryder Bilbo Baggins på toppen af Det Ensomme Bjerg som sidste rungende spørgsmål inden filmens rulletekster sætter ind. Som en fortvivlet Peter Jackson ville have råbt af sig selv, hvis denne film var gået fløjten. Det er heldigvis ikke tilfældet og der er masser af god grund til at gå ind og se ‘Hobbitten – Smaugs Ødemark’. Men forvent ikke en ny ‘Taxidriver’ skuespilsmæssigt. Men det gjorde du vist heller ikke, vel?