Når det meningsløse på sin vis giver mening.

I det man som tilskuer stifter bekendtskab med en films karakterer, begynder hjernens analytiske center at arbejde på højtryk. Man forsøger, så godt man har lært, at finde forklaringer på, hvorfor de forskellige karakterer handler som de gør – ja vi forventer vel, at karaktererne agerer troværdigt og til en hvis grad rationelt, ligesom de mange spørgsmål der præsenteres i løbet af en film gerne skal være besvaret inden dens afslutning. På den måde forlader vi alle biografsalens mørke med en følelse af, at hvad vi netop har bevidnet på den ene eller anden måde giver mening.

En sådan film er ’Borgman’ ikke. Måske glemmer man i mørket, at de personer der optræder i filmen er skrevet af en anden person – i dette tilfælde Alex van Warmerdam, og at de derfor ikke tænker og handler logisk, sådan som du og jeg gør. For det gør vi jo.

Efter at vandringsmanden Camiel Borgman (Jan Bijvoet) er blevet tæsket af Richard (Jeroen Perceval), forbarmer Richards kone Marina (Hadewych Minis) sig og lader Borgman sove i husets tilhørende hytte. En række andre personer præsenteres, og inden længe har Borgman i selskab med to kvinder slået en uskyldig havemand og hans kone ihjel, størknet deres hoved i en spand med cement, og efterfølgende dumpet dem begge på bunden af en sø. Den selvsamme Borgman der i filmens indledning blev jagtet af tre karikerede bad guys, heriblandt en shotgun-bærende præst. Den Borgman vi så undslippe de tre bad guys, hvorefter vi åndede lettet op.

Ondskabens uforklarlige univers

Al mening ophører endeligt, da datteren Isolde ser en forslået mand, i husets tilhørende skov, og smadrer en sten i hovedet på ham, idet han beder hende om hjælp. I stedet må man lade sig forføre af den ondskab, Warmerdam gennem hele filmen insisterer på.

Alex van Warmerdam udtaler selv, at han ønsker at vise ondskaben fra dem, hvorfra vi mindst venter den – fra en pæn pige, en solrig dag – i det finere borgerskabs moderne hjem.

Warmerdam viser os en verden af absurditeter, der bedst kan sammenlignes med den græske Giorgios Lanthimos’ ’Dogtooth fra 2009, ligesom Warmerdams univers af ondskab sender utallige referencer til Hanekes film, hvor især ’Funny Games’ lader til at være den store inspirationskilde.

Vellykkede præstationer

’Borgman’ leverer foruden en absurd (manglende) historie en mærkværdig og kunstigt kulisselignende billedside. Men ’Borgman’ er vellykket, ikke mindst grundet vellykkede præstationer over hele linjen – bl.a. fra danske Sara Hjort Ditlevsen der ses i rollen som husets danske barnepige.

Filmen indledes med den bibelske tekst, om de der nedsteg til jorden for at styrke deres rang. Det legitimerer filmens overnaturlige aspekter, og selvom ’Borgman’ kaster utallige bolde i luften, griber filmen på forunderlig vis sig selv, og bliver i sidste ende en fin rejse ind i ondskabens uforklarlige univers. Det meningsløse lader sig ikke forklare, men gør trods alt ’Borgman’ til en film, der på egne præmisser fremstår fuldendt.