Scenariet er mageløst. Du står på en skonnert der netop i dette øjeblik oplever sit livs værste storm. Din øverstkommanderende råber dig i øret at skuden synker hvis ikke du reber sejlene. I næste øjeblik står en blåhval ud af vandet og slænger sig op ad siden på båden og da… er du med et tilbage i virkeligheden.

Vi kender vist alle sammen oplevelsen af at dagedrømme. De små mentale rejser ud i verdenen og tilbage igen, en form for tankerensende voyage. Men for den grå og stringente fotofremkalder, Walter Mitty (Ben Stiller), er dagdrømmeriet en så stor og besættende kræft, at det som oftest går ud over hans virkelighed.

Men da Walter skal fremkalde forsiden til den definitivt sidste udgave af Life Magazine og negativet viser sig at være forsvundet, kommer Walter ud på en rejse der bringer ham længere frem mentalt og fysisk, end nogen af hans (mere ned ekstravagante) dagdrømme formår.

Forstillingen kan måske for nogen være svær at sluge; amerikansk humors frontmand og ‘Zoolander’-stjerne i stolen som instruktør for en af årets visuelt flotteste film. For Walter Mitty er noget så sjældent som visuelt fængende. Ihvertfald for en film medvirkende Ben Stiller.

Men det er hverken dagdrømmeri eller leflen der driver denne anmelder til at rose ‘The Secret Life of Walter Mitty’ for dens originale visuelle stil. Ben Stiller har om noget formået at indfange drømmens drivende kraft, ikke alene i de enormt sjove og hæsblæsende dagdrømme som Walter gennemgår. Men også i den måde hvorpå dialogen og tekstlige referencer indgår som neutrale dele af filmen scenarier. Som når Mitty står på metrostationen og stationsskiltene bag ham

‘The Secret Life of Walter Mitty’s svageste punkt bliver filmen igennem dens handlingsstruktur der er lige så uoriginalt som selve filmens manusskrift. Det er udviklingshistorien om en indelukket hovedeperson der ved et tilfælde får muligheden for at gennemgå sit livs forvandling.

Tillagt en smule hjælp fra et farverrigt persongalleri og en hel del tilfældigheder. Det er den sandwich du har fået serveret lidt for mange gange, men den dårlige smag forsvinder heldigvis med filmens visuelle udtryk og ikke mindst dens soundtrack.

For når man har valgt at lade sin protagonist løbe ned igennem Life Magazines foyer i et distinkt øjeblik af selverkendelse, med Arcade Fires ‘Wake Up’ brølende ud af biografens højtalere, har man i min bog ramt fuldstændigt plet.

Har man samtidig fået den indelukkede svensker, Jose Gonzales, der ikke har udgivet solomateriale siden forrige årti til at skrive et par sange, ja så er der ikke mange skyggesider tilbage. ‘The Secret Life of Walter Mitty’ har om nogen film i år originaliteten på deres side, hvad angår valg af musik til det visuelle spil. Det er mindst lige så fængende og originalt som filmens visuelle side.

Så har julemaden lagt sig og har du et par timer til overs inden nytåret rammer, så ‘The Secret Life of Walter Mitty’ et klart bud på et par godt brugte timer.