Blancanieves

Den yderst onde stedmoder fra 'Blancanieves'. Photo Courtesy of Arcadia Motion Pictures Den yderst onde stedmoder fra 'Blancanieves'. Photo Courtesy of Arcadia Motion Pictures

En spansk, sort/hvid stumfilmsversion af Snehvide, der indeholder en S/M-stedmoder og masser af tyrefægtning? ‘Blancanieves’ er en spøjs og yderst seværdig filmoplevelse.

Da Carmens bedstemor dør, må hun som barn flytte ind hos sin far og stedmoder. Faren er en tidligere kendt tyrefægter, der er blevet lam i hele kroppen som følge af en tragisk ulykke. Stedmoderen udnytter faren og hans store formue og ønsker ikke, at Carmen skal sætte en stopper for dette. Derfor forsøger hun at få Carmen slået ihjel. Forsøget mislykkes, men efterlader Carmen med hukommelsestab. En trup af tyrefægtende dværge adopterer hende. De giver hende navnet Blancanieves (Snehvide) og opdager snart, at der løber stærkt tyrefægterblod i hendes årer. I takt med at truppens popularitet stiger, kommer Blancanieves også tættere på den endelige konfrontation med den onde stedmoder, der har alle intentioner om at gøre det endeligt af med hende.

Blancanieves havde spansk premiere i 2012 og blev nomineret til hele 18 Goya-statuetter. Havde det været muligt at lave et lignende dansk produkt, ville det sikker have udløst samme antal Robert-nomineringer. Dog ville sildesalat og træskodans nok blegne i forhold til tyrefægtning og flamencoklap. Parringen af klassisk eventyr med potent og temperamentsfyldt spansk kultur er overraskende ideel, og mash-up’et af de to arketypiserede traditioner resulterer i et meget originalt produkt. Samme synergi findes i den visuelle og auditive symfoni, der udføres af de samspillende sort/hvide billeder og det stemningsformidlende musikspor, der udgør stumfilmens eneste lydlige output.

‘Blancanieves’ er lavet til at ligne en film fra 1920’erne, og det er klart, at filmens instruktør Pablo Berger har haft en stor interesse i at hylde denne tids filmmestre. Charmen i værket eksisterer dog ikke primært på grund af den veludførte efterligning. I stedet findes den i Bergers brug af de gamle klassiske filmvirkemidler som komiske metaforikker, der klargør værkets tilstedeværelse i sig selv og dermed viser, hvor sjovt det har været at lave denne film. Således er det især anakronismerne, som for eksempel den nyere kompositionsmusik eller portrætteringen af stedmoderens karikerede sadistiske ondhed, der løber af med opmærksomheden – og stjernerne i denne anmeldelse.

Til trods for at ’Blancanieves’ er en sort/hvid stumfilm, er den ikke prætentiøs eller svær at gå til. Filmen er en underholdende og elskværdig nyfortolkning af det gamle eventyr, og jeg vil anbefale alle at gå ind og se den.

’Blancanieves’ er månedens film i Cinemateket i januar 2014.

‘Blancanieves’ på IMDB