Historien om Nelson Mandela er både betydelig og gribende – desværre kan det samme ikke siges med helt så stor sikkerhed om Justin Chadwicks film om Mandela. Filmen byder på store skuespilpræstationer, men efterlader en fortælling, der skal nå så meget, at det udtalte ønske om at skildre Mandela som et nuanceret menneske aldrig går i opfyldelse.

‘Mandela – Vejen til frihed’ er baseret på Mandelas selvbiografi af samme navn. Filmen strækker sig helt fra drengeårene til tiden efter de 27 års fangeskab. Vi oplever de unge år, hvor Mandela (Idris Elba) som advokat dyrker damer og boksning, vi får indblik i, hvordan ANC’s kamp går fra at være ikkevoldelig til bevæbnet, og vi forstår, at de mange år i fængslet betyder, at Mandela ikke ser sine børn vokse op. Og så er vi vidner til kampen, som han ikke kan vinde, når Winnie Mandela (Naomie Harris) ændrer sig fra at være hans elskede hustru til at være en bitter og militant kvinde. Da Mandela løslades som 71-årig, skal han lede et Sydafrika, der er præget af et for alle parter ruinerende apartheid. Filmen slutter sin fortælling om Mandela på kanten af hans regeringsperiode, hvor håbet hersker.

Problemet med ‘Mandela – Vejen til frihed’ er, at filmen forsøger at favne næsten alle Mandelas leveår og gerne vil både den private og den offentlige mand med dybde og detaljer. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Portrættet af Mandela bliver en kende overfladisk, når så mange private og fælles sydafrikanske begivenheder og følelser skal berettes om og gives plads til. Et eksempel på det, der skal være med til at danne et mere facetteret billede af Mandela, er hans passion for boksning. Den bliver vist ved én enkelt scene. Det ser flot ud, når boksetræningen foregår på taget af et højhus i sommerhede Johannesborg, men man får ikke kendskab til Mandela som bokse-entusiast her. Boksning kunne for alt i verden bare være en motionsform, for filmen har ikke tid eller plads til at fortælle den lille historie. Når man tænker videre over det, er det egentligt ikke så mærkeligt, at Chadwick og co. ikke har plads til alt dette, når nu grundlaget for filmen er et helt levet liv og en selvbiografi på 656 sider. Til sammenligning bruger Peter Jackson tre film på i alt omtrent otte timer på at fortælle Hobbitten, der er en roman på 274 sider.

Filmens bedste sider kommer til udtryk i Idris Elbas og Naomie Harris’ fabelagtige præstationer. Idris Elba ligner ikke Mandela synderligt, men det gør ikke noget, for han spiller rollen med stor troværdighed. Naomie Harris leverer en nøje afbalanceret indsats som Winnie Mandela. Man tror på overgangen fra den unge, forelskede og idealistiske Winnie til den stridbare og indebrændte kvinde, der gennem årene, hvor Mandela er fængslet, bliver hårdfør og krigsparat.

Måske ville det klæde ’Mandela – Vejen til frihed’ at være en mere fokuseret film. Denne anmelder ville personligt gerne se filmen om Mandelas unge år med damer og boksning, fængselsfilmen fra Robben Island eller den ulykkelige kærlighedshistorie om Winnie og Nelson. Det er langt hen af vejen en utaknemmelig opgave at lave biopics. En beskrivelse af et menneske med udgangspunkt i en konkret situation efterlader ofte tilskueren sukkende efter den store fortælling, og den store fortælling bliver hurtigt for overfladisk.

’Mandela – Vejen til frihed’ kan med det gedigne skuespil og storslåede materiale ikke undgå at blive rørende i øjeblikke. Men når man alligevel forlader biografen med en lidt flad fornemmelse, er det fordi, filmen ikke kommer i mål med den ellers gode intention om at vise hele Mandela. Historien om Mandela er betydelig, men ’Mandela – Vejen til frihed’ er ikke en ovenud betydelig film.