Socialrealistisk svensk coming-of-age-fortælling opvejer de mange kedelige momenter med en stærk portrættering af et far-datter-forhold.

Lisa er 5 år gammel og kigger på sin far som hun, på trods af den store mængde os fra stålværket, kan se ganske tydeligt. Gnisterne danser i baggrunden omkring dette flotte billede af Hasse (Mikael Persbrandt) og illustrerer fint den maskulinitet og råhed, som Lisa beundrer hos sin far.

’Mig ejer ingen’ er baseret på den svenske forfatter Åsa Linderborgs selvbiografiske roman af samme navn og følger Lisas opvækst, og hvordan hendes forhold til faren ændrer sig i takt med, at illusionerne om ham brister, og hans fejl bliver smertefuldt åbenlyse.

Fin æstetik, men ingen overraskelser
Instruktør Kjell-Åke Andersson har en baggrund som fotograf, hvilket lader sig mærke visse steder i filmen gennem nogle fine og poetiske billeder. Dette gør sig specielt gældende i den føromtalte scene, hvor Lisa ser sin far på stålværket. Andersson har her fanget noget, i den måde han viser verden gennem et barns fascinerede og nysgerrige øjne. 

På mange måder føler man at have set ’Mig ejer ingen’ før. Det hænger sandsynligvis sammen med, at den ikke rigtig kommer med et helt originalt bud på, hvordan skandinavisk socialrealisme kan fremlægges. Handlingen er forudsigelig, og der mangler helt bestemt scener, hvor der rent faktisk sker noget overraskende eller skandaløst. Specielt i midten af filmen er der en del scener, der ikke føles helt nødvendige.

Stærk afslutning
Det er oftest i slutningen, at en film viser sin sande karakter. Med hensyn til ’Mig ejer ingen’ så højnes oplevelsen markant til sidst. Her bliver man som tilskuer virkelig belønnet for at have fulgt Lisa og Hasse gennem en hel film.

Filmen skuespilniveau er generelt højt, hvilket man kan rose Mikael Persbrandt og de tre skuespillere bag Lisa for: Ping Mon Wallén (Lisa 5 år), Saga Samuelsson (11 år) og Ida Engvol (25 år). I den sidste scene hvor Lisa står overfor sin far, er skuespillet så underspillet og stærkt, at undertegnede ikke kunne undgå at blive rørt. I en mere melodramatisk version ville der uden tvivl være tilføjet en del flere replikker, der ville have banaliseret scenen. Men efter en hel film hvor vi har fulgt disse to personer, behøver vi ikke at de siger så meget. Deres blikke er nok til at vi forstår at de begge er ældre og er kommet videre i deres liv, men stadig deler meget af deres fortid. Filmens svagere øjeblikke tilgiver man let med sådan en slutning.