I 2012 døde italienske Lucio Dalla. En musiker og komponist der var kendt og elsket i hele sit fædreland. Måske mest kendt for sangen Caruso, et italiensk folkeklenodie der blandt andet blev uddødeliggjort af selveste Luciano Pavarotti.

Det kan derfor nærtliggende ses som et nødvendigt onde at tegneren og animatoren, Enzo D’Alòs har dedikeret sine seneste spillefilm, ‘Pinnochio’ til den italienske folkehelt. Men ingen tvang er der dog over dette valg. Det lægger nemlig ikke D’Alòs fjernt at føle en vis anger over dette store folkelige tab. D’Alòs er selv musiker ved siden af sit animatorvirke og både filmens musik og historie ligger den italienske folkesjæl så nært, som den danske pendant i Carl Nielsen og H.C. Andersen. Historien er den om drengesind, livslektier og vigtigheden af kærlighed. Det er historien om Pinnochio.

Den aldrende Gepetto fortryder i sin grynende alderdom aldrig at have fået en søn. Med sit professionelle håndelag skaber han derfor en dukke af træ – Pinoccio. Dukken skænkes livet og Pinnocio tager fra starten fuldt profit af denne gave. Med sin lange trænæse dybt begravet i alt hvad den kan komme i nærheden af opfører trævæsnet sig ikke anerledes end enhver lille dreng og må derfor også tage et par rap over den velkendte næse der vokser i længde hvis Pinnochio lyver.

Italienskfødte Enzo D’Alòs streg er naiv, idet den uden tøven lader ting opstå og forgå som idiomatiske realiteter i fantasiens univers. Skygger danser lystigt i egen takt og bjerge skifter form og fortaber sig i kulissernes baggrund. Med akvarellens lettere slørede identitet som malerisk streg i form af bjerglandskaber, vidtstrakte have og korngule marker, spæner Pinnocio rundt i et univers der allerbedst præsenterer den verden Pinnocio selv lever i – barnets.

Tonen er også nedskaleret fra Disneys rynkefri krystalglans, hvilket klæder historien om drengesind godt. Piniccio er hos D’Alòs i kontrast til Disney nemlig selv ansvarlig for sine handlinger og må agere derefter. Den moralske stemme er ikke (eller næsten ikke) personificeret som en habitklædt græshoppe, men ligger latent i alle de ting den virale trædukke fortager sig. Pinnochio er i D’Alòs bløde streg så meget mere menneskelig, end de drenge af kød og blod som han omgås med i den lille italienske solbrændte by som han habitere.

Historien om Pinnochio er dog på nuværende tidspunkt så gennemtærsket at historien har sine mæthedspunkter. Til trods for den varme der filmen igennem stråler som den italienske eftermiddagssol, er der ikke meget nyt at hente under selvsamme. En akvarelgul sol som ellers skinner billedeskønt over D’Alòs fantastiske univers. Det er dog et fint modstykke til sin polerede amerikanske fætter og et smukt farvel til en kreativ mester, der om nogen besad drengesindet.