‘Monuments Men’ er en film om kunst, venskab og krigens meningsløshed. Desværre vælger Clooney, at lade sig selv tale frem for værket, hvormed ‘Monuments Men’ aldrig når helt frem til der, hvor filmens mildest talt fantastiske cast før har taget os.

Kunstkammerater i krig. 

’Monuments Men’ er den sande historie om en gruppe amerikanske kuratorer og andre kunsteksperter, der sendes til Europa under WWII’s afslutning for at indsamle den store europæiske kunstarv, der i krigens sidste dage, med ordre fra føreren selv, blev stjålet og transporteret til Nazi-Tyskland for at skabe det pompøse Führer Museum.

George Clooney har selv instrueret og skrevet Monuments Men og har ydermere tildelt sig selv rollen som verdens kulturarvs frelser. Han samler sig et hold af ligesindede, hvormed vi introduceres for et stjernespækket cast bestående af bl.a. John Goodman, Matt Damon, Bill Murray og Jean Dujardin.

De midaldrende og ukampdygtige levemænd sendes på et forkortet krigsforberedende træningsophold i England, hvor ’Monuments Men’ i 80’er lignende montager udstiller hovedpersonernes uduelighed. Scenerne var formentligt tænkt humoristiske, som Tarantino succesfyldt transformerede krigen i ’Inglorious Basterds. Desværre er det Politiskolen, de farcelignende scener minder mest op.

Inden gruppen sendes til fastlandet, giver Clooney en af utallige patosladede taler. Kunstholdet skal i krig. Flere vil måske dø. Det er alle mand ved patospumperne, men desværre er der langt til de kampforberedende scener fra eksempelvis ’Band of Brothers’.

I den sideløbende historie møder vi oscarfavoritten Cate Blanchett, der i Paris overser tyskernes kunsttyverier. Hun spytter i officerernes champagneglas og er i virkeligheden modstandskæmper. Blanchetts bror er skudt død. Blanchett græder. Man fæstner blikket på Blanchett, men føler, ja, ingenting. Jo, måske kedsomhed.

Blanchetts påtagede franske accent udtørrer, og langsomt bliver hun tålelig. Det samme gælder for Murray og Banaban, og Dujardin og Goodman. Clooney og Damon forsøger at genfinde den dramady storform, de med succes opnåede i ’Oceans Eleven’. Desværre bliver den hurtige ping-pong oftest plat, komisk og oplæst.

I filmens nok mest vellykkede scene afspiller Banaban Murrays datters version af Have Yourself A Merry Little Christmas. Scenen udspiller sig i den sneklædte skov under Battle of the Bulge, og det barakfyldte krigssceneri giver en sjælden kontrapunktisk følelse. De bløde juletoner gør for en stund ’Monuments Men’ til den fine krigsfortælling, den desværre aldrig bliver.

Alle mand ved patospumperne

Historien i sig selv er spændende. Der gives en ny og anderledes vinkel på den efterhånden gennemportrætterede verdenskrig. Derfor er det ærgerligt, at Clooney og hans venne-ensemble vælger at tale fortællingen ihjel og efterlade dens publikum følelsesmæssigt distanceret fra både krigen og filmen.

Det er ikke fordi Monuments Men er kedelig. Den er nok snarere ligegyldig.

I en ’La Vita é Bella’ lignende likvideringsscene af en hovedkaraktererne ser vi stort på tabet. Sjældent er krigens meningsløshed skildret så ligegyldigt.

Filmens største problem er formentlig, at den og Clooney forsøger at manipulere dens publikum til de følelsesmæssige udsving, der kendetegner store episke krigsdramaer. Netop Roberto Benigni La Vita é Bella fik verden til skiftevis at grine og græde, til den slutteligt ikke vidste hvad hensigten reelt var. Hvor Clooney selv taler, lod Benigni værket tale.

Det bliver selv sagt enerverende og tænkt, når Clooney i patosfyldte speaks forsøger at styre den enkelte biografgængers oplevelse. Der er langt til den fortællerrolle Clooney senest havde i Alexander Paynes ’The Descendants’, og før det i Jason Reitmans ’Up In The Air’.

’Monuments Men’ falder endeligt igennem, da vennerne finder en tønde med jødiske guldplomber. Netop nazisternes guldtyveri er i sig selv et stærkt holocaustminde. Det er det bare ikke når Clooney i endnu et speak konkluderer, at Hitler værdsatte kunst højere end mennesker. Hey Clooney, vi har fanget dit budskab.

I komplekse fortællinger kan en udpensling af filmens undertekst være både velfungerende og nødvendig. I ’Monuments Men’ bliver den, ja, ligegyldig.

Et utal af gode skuespillere gør filmen okay. Mere end det bliver ’Monuments Men’ dog aldrig.