På scenen sidder en mand med sin guitar. Inderligheden i hans sang er unægtelig. Han er ukendt, han er også fiktion – men vi kender hans historie. Den har aldrig været ny, og bliver aldrig gammel.
Llewyn Davis
I Coenbrødrenes nye film følger vi en uge i folkesangeren Llewyn Davis’ liv. Året er 1961, og Llewyn (Oscar Isaac) forfølger drømmen om at leve af sin musik, der tydeligvis er hans eneste indhold i livet, siden hans duo blev til solo. Hvad der blev af hans makker Mike er en drivende mystik i filmen, og hans person og musik lider under det. I sine tabte forsøg på at skabe sig en karriere på den alternative folk-scene i 60’ernes New York, manifesterer frustrationen sig i en menneskeforagt, der gør, at han irriteres af den mindste tilstedeværelse af andre mennesker, og spydige fornærmelser ligger ham yderst på tungen. Men Llewyn er en fattig og hjemløs musiker, og derfor afhængig af andres barmhjertighed, en egenskab han, i al sin melankoli, ikke længere er i stand til at returnere.
Det er samtidig den grove sarkasme i Llewyns fornærmelser, hans ansigtsmimik og irritable blikke, der i flere scener emmer af foragt og ikke mindst understøttes af lange indstillinger med ekstra volumen, der giver filmen en kæmpe underholdningsværdi.
”If it is never new, and it never gets old, then it’s a folksong”
Sådan lyder filmens første replik, sagt af Llewyn på scenen efter settets sidste sang, og den kunne meget vel fungere som allegori over karakteren Llewyn. Llewyns musik er en del af den såkaldte folk-revival, der eksisterede i Greenwich Village i slutningen af 1950’erne. Perioden var kort, da den mest af alt var en moderne gentagelse af den tidlige folkemusik og dens rødder i sydstaternes dedikerede Bluegrass, Gospel, Delta Blues, Swing og Country, der var musikkens reaktion på den store depression, en tid Coenbrødrene er meget fascinerede af, og på komisk vis skildrer i deres Homerske Odysse ’O Brother Where Art Thou’.
’Inside Llewyn Davis’ skal forestille at foregå i 1961 – ca. 20 år efter ’O Brother Where Art Thou’. Llewyns musik er hverken anderledes eller nyskabende på 60’ernes folk-revival-scene, den indeholder den samme inderlige sårbarhed, melankoli og religiøs hengivenhed, som rører mennesker, men uden at tilføje noget nyt. At den periode for mange er glemt, mindes vi om i en af filmens sidste scener, hvor en fortabt og fordrukken Llewyn forlader scenen, og i samme øjeblik ses en ung jødisk mand indtage den med de protestsange, der endnu en gang skulle give folkemusikken vinger.
Ukendt Kunstner
Folkemusikken besjæler filmen og Oscar Isaac synger en fantastisk Dave Van Ronk. Stemningen filmen omfavner én med er både dragende og opslugende. ’Inside Llewyn Davis’ er en film man træder ind i, det er en tid, der i dag mindes med en romantisk nostalgi. En nostalgi der idylliserer kunstneren, der lever for og i sin musik, ukendt i sin tid, men værende inspiration for musikken helt indtil i dag – og med Llewyn Davis’ egne ord ”it never gets old” – forhåbentlig lang tid endnu.
”Hang me, Oh hang me”
’Inside Llewyn Davis’ er en mindre odysse gennem et rigt persongalleri med subtile skuespillerpræstationer, der rammer tidsånden spot on og får Coenbrødrene til at fremstå som ægte menneskekendere. Vi møder den simple, patriotiske og disciplinerede soldat Troy (Stark Sands), hvis selvudslettende og taknemmelige person er den dysfunktionelle og dybsindige Llewyn for meget, og hans harme over at Troy, udover militæret, også lykkes på folkscenen, er tydelig at spore i hans spydige kommentarer. Dog inspireret af Troy tager Llewyn på et spontant roadtrip til Chicago, hvor en afdanket og misbrugshærget Roland Turner (John Goodman) bliver hans selskab.
Venneparret Jim (Justin Timberlake) og Jean (Carey Mulligan), trækker sammen med Troy tydelige referencer til Peter, Paul og Mary. I Jean oplever vi Mulligan, som hun aldrig er set før; en arrig, bandende og kold kælling, der er gift med den elskværdige og naive Jim. Jeans barmhjertighed overfor Llewyn er ved at slippe op, og med mange brændte broer er ægteparret Gerfein efterhånden de eneste, som Llewyn kan nasse på. ’The Gerfeins’ er et veletableret ældre akademisk ægtepar, der betragter Llewyn som en attribut for deres indre bohemesjæle, og de elsker at vise ham frem for deres kedelige venner som noget eksotisk. Deres gæsteværelse er hans sidste udvej, og hvad det betyder, at både filmens start og slutning udspiller sig der, ja, det er et finurligt og enormt sofistikeret ’simple twist of faith’-øjeblik, hvor filmen pludselig ses i et helt nyt perspektiv.
Coenbrødrene rammer (næsten) plet
’Inside Llewyn Davis’ er i sin synergi af autentisk folkemusik, et spraglet persongalleri med historiske referencer og en sarkastisk humor, et nyt mesterstykke med Joen og Ethan Coens klare signatur. En eneste ting føles forkert; Llewyn. Skuespillet er upåklageligt og ganske fantastisk leveret af Oscar Isaac, men selve karakteren Llewyn er, trods sin håbløse historie, ikke en mand man får sympati med, og som manager Bud Grossman siger til ham, da han afviser ham som folkesanger; ”You’re no front man”. Det vil jeg citere, men i stedet henvendt til Llewyns karakter som hovedperson.
Fare Thee Well