Tysk film om en provokerende teenagepige virker langt mere interesseret i at inkorporere alle tænkelige kropsvæsker end at skabe nogen som helst form for følelsesmæssig indlevelse.

Den 18-årige Helen lever et liv med to skilte forældre, en bedste veninde og masser af rebelske og eksperimenterende aktiviteter. Efter en mislykket intimbarbering bliver Helen indlagt på et hospital. Her driver hun alle til vanvid bortset fra den mandlige sygeplejerske Robin, med hvem hun bliver tæt. Men det er næsten irrelevant at videregive hvad David Wnendts film, baseret på Charlotte Roches selvbiografi fra 2008, handler om, da den for det meste virker uinteresseret i, at vi skal knytte et bånd til dens hovedperson.

Stereotyp teenager
Det grænseoverskridende er hvad, der bliver sat i fokus i filmen. Så meget at der ikke er plads til andet. Medgivet at det ikke er unormalt for teenagere at prøve grænser af, og derfor er det logisk, at det skal med i en teenage-film. Men Wnendt viser ingen sans for raffinement i forhold til at balancere det grænseoverskridende med noget mere jordnært og personligt. Den 18-årige Helen fremstår, efterhånden som filmen skrider frem, uden charme og interesse, bl. a. fordi hun er for ensformig. Jeg vil faktisk gå skridtet videre og sige, at filmen er direkte problematisk i dens udlægning af, hvad det vil sige at være teenager. Mange steder virker det som om, manuskriptet er skrevet af den mest uintelligente og forvirrede teenager, man kan finde. Det medfører en masse støj, både billedmæssigt og historiemæssigt, og i sidste ende forstærker filmen det unuancerede billede af en teenager som dyrkende det ekstreme og værende uden intelligens og følelsesmæssig dybde.

Frastødende scener
En af de helt store katastrofer i ’Vådområder’ er følgende: De ulækre og grænseoverskridende scener virker som selve filmens eksistensberettigelse, og ikke som en måde hvorpå vi kan komme tættere på noget autentisk menneskeligt. Historien er kun til stede, så der er en undskyldning for at trække os igennem alle de ulækre scener med afføring, hæmorider, sæd og menstruationsblod i en spillefilmslængde. Man kan derfor ligeså godt se et afsnit af ’Jackass’ på fjernsynet eller sin computer.

Hvor er projektet?
Sidste hovedårsag til at denne film ikke burde ses, især ikke på det store lærred, er den simple grund, at hoverpersonen Helen simpelthen ikke har noget projekt. Hun er selvfølgelig ked af det over at hendes forældre er skilt, og ja, så er der også ham Robin, som hun synes er meget sød, men det er ærlig talt for udflydende og kedeligt. Hun mangler den vilje, der er en præmis for, at vi skal engagere os i hende i første omgang. Men instruktøren og manuskriptforfatteren havde åbenbart for travlt med andre ting til at få det på plads.