’Brick Mansions’ er en actionfilm for teenagedrenge, tømmermændsramte eller folk der gerne vil se Paul Walker i hans sidste hovedrolle.
Filmen udspiller sig i en nær fremtid, hvor kriminaliteten i Detroit er blevet så omfattende, at myndighederne har været nødt til at bygge en kæmpe mur, der spærrer en hel bydel af. Området inden for muren bliver kaldt Brick Mansions (heraf filmens titel). Her hersker lovløsheden, og man skal være en hård banan for at kunne klare sig.
De hårde bananer
Lino (David Belle) er en hård banan, som både kan kung fu og parkour. Disse evner er gode at mestre, når man som Lino har valgt at tage kampen op imod Brick Mansions superskurk Tremaine (RZA), der driver et stort narkoimperium inden for murene.
Lino ender imidlertid i brummen, da han slår en korrupt politimand ihjel. Heldigt for Lino, har Tremaine fået fingrene i en neotronbombe, hvilket betyder at regeringen har brug for hans hjælp til at stoppe Tremaine. Lino bliver derfor temaet op med den hårdkogte, men godhjertede politimand Damien Colliender (Paul Walker), der selvfølgelig selv har et horn i siden på Tremaine. Det er nu op til dem at redde Detroit.
Bare en ”action” actionfilm
’Brick Mansions’ tilbyder ikke actionfilmen noget nyt. Den er fyldt med klichekarakterer såsom Lino og Damien, der med deres forskellighed skal levere en form for humor og drama, som vi kender det fra et hav af andre actionfilm f.eks. ’Rush Hour’, ‘Shanghai Noon’, ‘Lethal Weapon’, ‘Bad Boys’ m.fl.
Skurken Tremaine er i virkeligheden et misforstået væsen, der, på trods af mord på egne håndlangere og salg af narko, inderst inde er et godt menneske. De virkelige skurke er selvfølgelig politikerne, der har ladet steder som ’Brick Mansions’ opføre og nu har tænkt sig at fjerne området igen på lyssky og så inhuman vis som mulig.
Det er ikke fordi en film nødvendigvis skal tilbyde noget nyt, men hvis den ikke gør, skal den sørge for, at dét den leverer er et godt stykke håndværk.
Dette formår ’Brick Mansion’ kun delvist. Den indeholder en masse flot filmede actionsekvenser, og den høje klipperytme får dem umiddelbart til at virke hæsblæsende. Desværre er selve den action, man ser i disse sekvenser småkedelig og byder ikke på mange overraskelser udover David Belles imponerende parkour stunts.
Skuespillet er generelt hæderligt – især fra Paul Walker og RZA side, men deres præstationer falder desværre til jorden, da deres karakterer er uden dybde og deres dialog uden indhold.
Så sej at den bliver for sej
Generelt virker hele filmen som om den er skrevet af hormonforstyrrede teenagedrenge, hvilket er beundringsværdig, da det er Luc Besson på 55 år, der er krediteret som manusforfatter. De mandlige karakterer har store bøffer og driver af testosteron, de kvindelige karakterer har store babser og driver af testosteron. De er alle sammen vilde med store biler, store guns og kommer med så mange smarte replikker, at det desværre virker ufrivilligt komisk.