Veteraninstruktør Roman Polanski fornøjer igen med et velspillet og velskrevet kammerspil.

Det er ikke mange instruktører, der har lavet så lang en række hovedværker som den 80-årige polske instruktør Roman Polanski. Og hvad mere er, så bliver han ved med at fastholde en imponerende aktivitet ikke kun kvantitativt, men også kvalitativt. ’Venus i pels’ er baseret på David Ives’ stykke af samme navn og præsenterer os for teaterinstruktøren Thomas (Mathieu Amalric), der har den excentriske Vanda (Emmanuelle Seigner) til audition. I takt med at filmen udfolder sig, bliver det mere og mere utydeligt, hvem af de to der egentlig har kontrollen over den anden.

Skævt univers
Filmen begynder med en flydende kameratur der, akkompagneret af Alexandre Desplats finurlige musik, tager os ind i det teater, hvor en instruktør i telefonen beklager sig over det niveau, der har været, til den audition han har holdt for stykket La Vénus à la fourrure. Selvom det univers vi får præsenteret i filmen langt hen af vejen virker realistisk, så bidrager filmens åbning, underlægningsmusik og skuespil, til at man forstår, at det her er et slags mikrounivers, der følger sin egen logik.

Skiftet mellem noget realistisk og mere magisk-realistisk er en af de ting, der gør filmen ret så interessant og dragende, men også udfordrende. Det udfordrende kommer specielt til udtryk, når der pludselig bliver skiftet fra at Thomas og Vanda øver stykket, til at en af dem taler som sin egen person. Men selvom der var noget, der grænsede mod det irriterende ved disse situationer, var der alligevel et eller andet spændende over det.

Interessant kemi
Da ’Venus i pels’ er et kammerspil, er det selvfølgelig vigtigt, at Mathieu Amalric og Emmanuelle Seigner fungerer overfor hinanden. Og de to er da også spændende at følge, og det lykkes dem på dygtig vis at udføre de magt- og stemningsskift, der i løbet i historien, hvis erotiske under- og overtoner bliver mere og mere tydelige, forekommer.

Thomas og Vanda er på hver deres måde ret karikerede, hvilket heller ikke er helt ligetil at få til at fungere, men de leverer den intelligente dialog på en frisk måde, og det er tit underholdende, med den måde hvorpå de to snakker markant forskelligt. Bl. a. når Vanda bruger ordet genre, hvilket bedst kan oversættes til det amerikansk-engelske fyldeord like, og som irriterer Thomas grænseløst.

’Venus i pels’ kan ikke siges at have efterladt et kolossalt indtryk, da lyset tændtes i biografsalen, men der er alligevel flere elementer, der gør den til en unik og interessant film, der hér nogle dage efter giver mig lyst til at genbesøge dens univers.