‘Godzilla’ har potentialet til at blive monsterfilmenes ‘The Dark Knight’.
Over mange årtier har voldsomme atomprøvesprængninger i Stillehavet dækket over en stor hemmelighed. Monstret Godzilla, eller “Gojira”, lurer dybt under havoverfladen, og der bliver kæmpet en brav kamp for at holde ham dér. På et japansk atomkraftværk bliver der imidlertid udklækket et andet præhistorisk monster, som destruerer alt den kan komme i nærheden af. Godzilla søger mod den voldsomme trussel, og verdens befolkning må se magtesløse til, mens naturen selv forsøger at genskabe balance i verden.
Det er tredje gang, at en amerikansk produktion af Godzilla ser dagens lys. De fleste vil huske den lunkne version fra 1998, hvor Godzilla mere var en kønsforvirret undskyldning for sig selv end et egentlig monster. Heldigvis har holdet bag den nye film ignoreret monstrets tvivlsomme amerikanske fortid. Godzilla anno 2014 er fyldestgørende, frygtindgydende og tro mod udyrets oprindelige japanske historie. Blandt andet er monstrets udseende tættere på det oprindelige design fra 50’erne, og atomkraft er genetableret som et fast omdrejningspunkt i plottet.
Godzilla blev oprindeligt skabt som en allegori for atomkraft og var dermed en velfungerende visualisering af både frygt og virkelighed for især japanerne i kølvandet på anden verdenskrig. Det er med tydelig stor respekt for dette, at den britiske instruktør Gareth Edwards har bragt Godzilla ind i vores nutid. Godzilla, både som filmmonster og allegori, fremstår hverken gammeldags eller karikeret i den nye version.
På lærredet i dag, er Godzilla guddommelig i sin tilstedeværelse. Animationen af monstret ser fabelagtig ud i 3D, og når det mere end 100 meter høje bæst brøler ud over storbyen, er det med så stor kraft, at væggene på min side af lærredet skælvede. Således er det nærmest en fire-dimensionel oplevelse at se ‘Godzilla’ – og jeg anbefaler alle at se filmen på et monster-size lærred og med monster-høj volumen!
Men for Gareth Edwards har det ikke udelukkende handlet om at formidle følelsen af afmagt ved at overvære inkarnationen af total destruktion. I nogle enkelte, fuldstændigt fantastiske totalskud af dyret omgivet af ruinerne af menneskets civilisation leverer instruktøren på fornem vis sit budskab om naturen som guddommelig kraft, der søger mod at skabe balance i en verden, der konstant søger det modsatte. Et budskab, der allerede lægges spor til i starten af filmen, når karakteren Dr. Serizawa profeterer, at “det er menneskelig arrogance at tro, at naturen er under vores kontrol og ikke omvendt”.
Apropos Dr. Serizawa er det jo også vigtigt at nævne, at ‘Godzilla’ handler om andet end bare et monster. Der er et hold af skuespillere, der guider os gennem filmens storyline. Det er en historie, der indeholder præcis den mængde følelsesladet drama, som ethvert amerikansk box office hit bliver nødt til at have. Rollerne er heldigvis betroede til dygtige skuespillere (blandt andre Juliette Binoche og Ken Watanabe). Det er dog en umulig opgave at holde filmens dramatiske handling fra at blive totalt trampet ned, fra første gang Godzilla viser sig i fuld figur. Fra da af virker det mere som en nødvendighed at have Løjtnant Brody (Aaron Taylor-Johnson) som hovedkarakter end en egentlig fornøjelse. Den enkeltes skæbne bliver, både i film og virkelighed, ligegyldig i tilstedeværelsen af guddommelighed. Det samme gælder delvist også birolle-monstrene, hvis animation og dramaturgiske funktion på bundlinien også ender i skyggen af Godzilla.
‘Godzilla’ er gennemtænkt fra start til slut og ophøjede min umiddelbare drengefascination af monsterfilm til en stor filmisk oplevelse. Derfor mener jeg, at den nye ‘Godzilla’ film har potentialet til at gøre for monsterfilm, hvad ‘The Dark Knight’ gjorde for superheltefilm. Filmen sætter en ny standard for, hvad biografgængere kan forvente af genren, og det skal bestemt belønnes med et stort antal stjerner.
