Grace Kellys liv er en virkelig god historie. Et eventyr i et eventyr i et eventyr. Og skulle ‘Grace of Monaco’ bedømmes udelukkende på filmens først og sidste stemningsfulde og replikforladte minutter var filmen præcis dét. Men ak, selv Grace Kelly falmer når hendes eventyr bliver fortalt med så simple replikker som de der ytres i denne films resterende 83 minutter.

Seks år efter århundredets bryllup møder vi Grace, hendes velbårenhed, i Monaco. I selskab med med hendes fortid, en stor hjemsøgende skygge, vises vi vej gennem gemakkerne, haverne, stuerne og salonerne, mens vi instrueres i den rette etikette og tiltaleform. Vi er langt fra Philadelphia, fra Hollywood – men bjerget er kommet til Muhammed. Skyggen råber “And this is where I say ‘Cut’”, Grace vender sig mod os og den ensomme amerikaner lyser op i et smil og et længselsfuldt “Hitch!”. Med sig har Alfred Hitchcock manuskriptet til ‘Marnie’ og en drøm om at returnere hans tidligere stjerne til Hollywood oplyste himmel.

Herefter tager filmen et interessant og overraskende originalt dramaturgisk valg. Filmen udspiller sig i et enkelt år, 1962, et skæbnesvangert år for Monaco og for Grace. Hendes ægteskab er i fare, hendes identitet vakler og det lille fyrstedømme ved det azurblå hav udsættes for politisk afpresning og invasionstrulsler fra et lige så kriseramt Frankrig. Midt i dette politiske spil skal Grace bevise for sig selv, og for omverdenen, at hun ikke længere ‘blot’ er en skuespillerinde, men en seriøs medspiller i landets historie og overlevelse.

Iscenesættelsen af denne konflikt er bygget op om hvad der uden tvivl har været en stærk og utrolig god ide, som holdet bag filmen kan være stolte af. For dels er brugen af Hitchcock, personen, er en fin måde at referere til Grace fortid, men derudover får filmen et stemningsfuldt ekstra lag ved at lade hans filmstil blande sig med denne films virkemidler. Konflikterne er således akkompagneret af de genkendelige suspense-strygere, og følsomme scener af karakteristiske close-ups.

Filmen er smuk som dagen er lang, svøbt i golden age glamour og Grace garderobe er i sandhed en prinsesse værdig. Monaco har aldrig været mere eventyrligt, men så brister brister illusionen også. Skønhedsboblen springes hårdt og brutalt af det jævne og karikerede skuespil der driver scenerne og flere gange forekommer replikkerne decideret latterlige. Grace var intet politisk geni (tilsyneladende), så det er uholdbart og fordummende at give hende æren for at bløde de hårde politiske knuder op med argumentet “jeg tror på kærlighed og eventyr”.

I sin fortvivlelse og ulykke tyer Grace til præsten Francis Tucker, der i skikkelse af Frank Langellas leverer filmens bedste præstation. Han er ikke brugt særlig elegant, og lider, som de andre, under de haltende replikker, men en persona er nu engang uudslettelig og Frank Langella har tyngde. Nicole Kidman er ikke dårligt castet som Grace Kelly. Hun ligner hende, og har uden tvivl sine øjeblikke, men uden at have kendt Grace vil jeg vove at påstå at hun var en smule mere sofistikeret, fattet og ..glamourøs. I ordets oprindelige forstand.

‘Grace of Monaco’ er i virkeligheden en politisk film, forklædt som et eventyr, og kunne man se filmen med propper i ørene kunne man leve lykkeligt til sine dages ende med skønhed indprentet på nethinderne. Og selvom Hitchcock mente at “if it’s a good movie, the sound could go off and the audience would still have a perfectly clear idea of what was going on”, hvilket så absolut er tilfældet her, tvivler jeg på at dette er et eksempel han ville bifalde.

Det er en ærgerlig og næsten ubærlig skam at ‘Grace’ ikke har fået et ordentligt manuskript; for vi ved alle at med de rette ord ville Grace Kelly atter have kastet glans og ynde (film)verdenen over.