’X-Men: Days of Future Past.’ Anmeldt af Andreas Saxild for Filmmagasinet Nosferatu, Universitetsradioen, www.nosferadio.dk
Det syvende led i X-men serien er en forrygende actionballet, der på fornemste vis forener genrens selvhøjtidelighed med humor og et væld af smukke special effects.
Verden i flammer
Det står grueligt galt til ved filmens start. New York ligger i ruiner, mutanter, såvel som mennesker, er på flugt fra de såkaldte ’Sentinels’, programmerede til at udslette mutantracen. En gruppe af de allermest hårdkogte mutanter, herunder både Professor X og Magneto, har søgt tilflugt et afsides sted i Kina for at få løst miseren og forhindre udryddelsen af mennesker og mutanter. Det skal dog vise sig ikke at være så simpelt igen. Logan/Wolverine sendes tilbage til 1970’erne for at samle et stærkt hold af mutanter og forhindre mordet på våbenudvikleren Dr. Bolivar Trask, der fører til krigen, der senere skal vise sig at lægge jorden øde. Et led i strategien er at genforene de to rivaler Charles Xavier/Professor X og Eric Lensherr/Magneto, hvorved de sammen kan afværge truslen fra… Deres egen dumhed.
Der er nemlig ikke en sådan egentlig skurk at finde udover den gale våbenudvikler Dr. Trask, der for alt i verden vil forsøge at bevare homo sapiens status som den dominerende race, og hvis det så betyder at eksperimentere lidt på et par mutanter, så er alt som det skal være. Først rigtig kompliceret bliver det, når det besluttes at bryde Magneto ud af et højsikret fængsel, som til kendere af serien nok vil lyde som en helt utroligt dårlig idé. Nu har vi så balladen med et menneske, der vil udslette mutanterne på den ene side, og en mutant der vil udslette alle menneskene på den anden, og på en tynd balancegang midt imellem har vi vores helte – vores X-men der med snilde forsøger at holde de to sider i skak. Nåårh ja, så er der jo også lederen af den frie verden. Præsident Nixon.
Sjovt tidsbillede
Der er i den grad lagt i kakkelovnen til en ordentlig gang action pumpet til randen med special effects, og man bliver bestemt ikke skuffet. Det er dog ikke kun actionscenerne, der er seværdige. Tidslommen som Logan/Wolverine vågner op til, med lavalamper og vandsenge, er nemlig bare så lækkert gennemført. I ’X-Men: First Class’ der skulle forestille at finde sted i begyndelsen af 1960’erne, virkede vores mutantvenner en smule som en gruppe hi-tech teenagere i en ubestemmelig tid. Det er bestemt ikke tilfældet i ’Days of Future Past’, hvor alt fra tidstypiske biler, fly og endda smalfilm er komponenter, der gør filmen så meget mere sjov at se på.
Gensyn med gamle venner
Charmen fra de to første film synes også genetableret via glade gensyn med blandt andre Patrick Stewart og Ian McKellen som henholdsvis ’nutids’ Professor X og Magneto. I det hele taget fungerer det rigtig godt at smelte den gamle skare af X-Men sammen med den nye. I stedet for at lave blot endnu en reboot serie, som man ser med så mange andre Marvel serier, bygges der videre på det univers, der allerede eksisterer, hvilket giver en følelse af at det hele er forbundet, og så meget mere kommer på spil imod slutningen af filmen.
Action på John Woo manér
Det er dog filmens mange imponerende actionscener der stjæler billedet. De er ikke blot bombastiske for at gøre tingene flottere og vildere, men føles snarere påpasseligt afstemt til at passe sammen med filmens til tider spionagtige plot. Især flot bliver det når Xavier og Logan får hjælp af den lynende hurtige Peter Maximoff/Quicksilver til at bryde Magneto ud af spjældet. Så absolut filmens smukkeste og sjoveste scene der byder på ”John Woo-sk” actionballet og velplacerede jokes.
Den bedste Marvel film?
Et kig ned over rollelisten og man tror man skal ind og se et episk drama, men næh nej, det er X-Men, og det er en fornøjelse at se på. Sidste år proklamerede denne anmelder at ’Thor: The Dark World’ var en af de bedste tilføjelser til Marvelkataloget. I år kan jeg så proklamere, at ’X-Men: Days of Future Past’ er den bedste tilføjelse til Marvelkataloget siden Bryan Singer selv startede hele bølgen med den første X-men film tilbage i år 2000.
