Med ’The Salvation’ leverer Kristian Levring og co. en underholdende film, der skærer lige ind til benet – dog uden at opfinde den dybe tallerken.
Scenen er sat i guldgravernes USA i 1870’erne, hvor danske Jon (Mads Mikkelsen) og hans bror (Michael Persbrandt) har slået sig ned i en lille by. Livet er godt, og det eneste der mangler er Jons søn og smukke kone (Nanna Øland Fabricius). Men da den lille familie genforenes efter syv års adskillelse, bliver lykken kort, idet to banditter brutalt voldtager og dræber Jons kone og søn. I desperat afmagt myrder Jon de to banditter. Hvad han ikke ved er, at den ene af de to slyngler er den korrupte oberst Delarues (Dean Morgan) bror. Oveni Jons ulykke udstødes han af byen og får oberst Delarue på nakken. For at overleve, redde byen fra Delarues groteske grådighed og ikke mindst hævne sin familie må Jon finde sine bedste cowboytricks frem.
En gennemført genrefilm
’The Salvation’ er en western efter alle kunstens regler. Det er tydeligt, at filmen er skabt ud fra en kærlighed til genren, og instruktør Kristian Levring har også udtalt, at den er en hyldest til den klassiske amerikanske western. Mange har nok spurgt sig selv, om man virkelig kan lave en vellykket dansk western. Og til dem må svaret lyde: JA! Selvom filmen mestendels foregår på engelsk, så glider det danske sprog gnidningsfrit ind og ud af handlingen. Det gør sig især gældende i de velspillede scener mellem Skandinaviens to største nulevende filmstjerner; Mads Mikkelsen og Michael Persbrandt. Der er smæk for skillingen, og det er spændende at følge de to eks-soldaters strabadser.
Et flot og overraskende cast
Netop castet er det andet stærke kort, som ’The Salvation’ spiller ud. Der er naturligvis de to førnævnte herrer, men også Dean Morgan og ikke mindst Eva Green hæver indsatsen. Dean Morgan er god til at være en ond og skruppelløs satan, og Eva Green er dragende i rollen som den stumme og handlekraftige Madelaine. Når Kristian Levring caster den tidligere fodboldstjerne Eric Cantona og Nanna Øland Fabricius (bedre kendt som sangerinden Oh Land), så er det både overraskende og forfriskende. Nanna Øland Fabricius har et stykke vej igen, før hun er ligeså dygtig en skuespiller, som hun er sanger, men generelt gør hun en god indsats.
Forudsigeligheden lurer i kulissen
Selvom det er filmens styrke, at den kender sin genre indgående, så bliver det på samme tid også ’The Salvations’ akilleshæl, når den ikke formår at udfordre genrekonventionerne. Westernfilmens traditioner dyrkes i så høj en grad og på så forholdsvist ukritisk vis, at ’The Salvation’ bliver forudsigelig.
Når filmen alligevel fungerer, er det fordi, den tydelige optegning mellem de gode og de onde virker engagerende. Undertegnede tog endda sig selv i mentalt at stå på sidelinjen af Jons hævntogt som en anden cheerleader og flere gange sneg et lidt selvtilfredst ’så kan du lære det’-smil sig over mine læber, når de onde fik, som de havde fortjent.
Western-rivalisering
Nu om dage hører det til sjældenhederne at se westerns i biografen. Selvom det er endnu mere usædvanligt at se europæiske bud på prærielandskabet, har vi på blot en måned haft præmiere på to europæiske westerns: ’The Salvation’ og den tyske art-film-western ’Guld’. Det er en svær kunst at balancere det underholdende og det udfordrende, men hvis westerngenren skal revitaliseres i biografmørket, så kunne man ønske sig, at den udover gedigen underholdning også gjorde sig bemærket ved en samtidig relevans. I ’The Salvation’ forbliver aktualiteten en lettere påklistret pointe om grådighed og olie i filmens slutning.
Hvor westerngenren hverken bliver genopfundet eller udfordret i ’The Salvation’, er det forfriskende, at det spændingsmættede hævndrama udspilles på blot halvanden time. Filmen er stramt fortalt, og selvom man ikke ligefrem går fra biografen et kunststykke rigere, så er man mægtig godt underholdt, mens fortællingen galoperer derudaf.