Giuseppes Tornatores Oscarbelønnede film “Mine aftener i Paradis” fra 1988 er nu oppe igen i danske biografer i nye kopier af den oprindelige internationale biografversion.
“Mine aftener i Paradis” præsenterer et regulært stykke filmhistorie, når Tornatore igennem sit alterego, den succesrige middelaldrene filminstruktør Salvatore di Vita, genoplever barndomsminderne om oplæringen til filmoperatør i den lokale biograf i hjembyen Giancaldo på Sicilien.
Salvatore, med kælenavnet Toto, er allerede som lille dreng dybt fascineret af biografen Paradiso, og især af det magiske operatørrum, hvor Alfredo styrer showets gang blandt filmruller og maskiner. Trods en fra starten stor modvilje fra Alfredo, starter Toto i oplæring som operatør, men da biografen har en brændulykke bliver Alfredo gjort blind, og Toto overtager ansvaret. Dette bliver starten på et tæt venskab mellem den lille dreng og den gamle mand.
Det er med Alfredo, Toto deler sine kærlighedssorger omkring den korte affære med bankdirektørens datter, men det er også Alfredo, der presser Toto til at forlade byen og tage til Rom og for at udnytte sine talenter, og samtidig får ham til at sværge på aldrig at komme tilbage. Og det gør Toto ikke, lige indtil den dag, hvor han informeres om Alfredos død. Her starter en mental rejse tilbage i barndommens minder og det fysiske møde med gamle venner, byens forfald og refleksion over sit eget liv.
Mine aftener i Paradis er italiensk på den skønne måde. Den er akkurat så varm, overstrømmende og hidsig at den er lige præcis på grænsen til at kamme over, når det f.eks. indses at Toto skal leve med en livslang ulykkelig kærlighed, men i stedet for at kamme over, holder den sig der hvor tårerne forbliver i øjenkrogen ved blot at lade den lune humor overtage.
For det er bestemt en fest at gå i biografen i denne tids Italien, her ryges, hujes, grædes, skændes og elskes i stor stil, og det er ligeså meget for det sociale som for filmoplevelsen, at Giancaldos beboere dyrker Paradiso.
Filmen byder på et herligt spraglet persongalleri, som alle er humoristisk og respektfuldt karikeret. Hver og en har sine egne, lettere excentriske vaner, som især kommer til udtryk i biografens mørke, hvor de enten snorker højlydt, siger replikkerne højt sekundet inden de siges i filmen, bliver seksuelt ophidsede og meget mere. Her bør også nævnes byens præst som altid ser filmene igennem inden en biografvisning, hvorved han får censureret de værste kyssescener væk. Selvfølgelig til stor ærgrelse for publikum, der højlydt lader deres hungeren efter kyssene komme til udtryk. Men censuren brænder væk med den gamle biograf, og kysset opstår med den nye. Og i takt med at filmkysset udvikler sig til visning af også mere intime scener, udvikler Totos sig fra barn til voksen, som et fint symbol på den betydning filmen har på hele hans liv. Totos liv er skildret i tre livsfaser, som barn, ung og gammel og alle tre skuespillere er meget elskelige.
Mine aftener i Paradis er som nævnt en hyldest til filmhistorien, og man får lov at svælge i filmperle-klip, imens klassiske Hollywood-stjerners punch-lines på fornem vis bruges til at manifestere stemninger eller udtrykke følelser, karaktererne ikke selv kan sætte ord på.
Samtidig anvendes filmhistorie-aspektet som et stykke socialrealisme. Det skildrer nemlig den italienske biografs storhed og fald. I begyndelsen hvor biografen er samlingspunktet for alle sociale lag og giver byboerne en fælles referenceramme til Berlusconis brud med tv-monopolet, hvor film kommer på tv og man i stedet sidder i hver sit hjem og ser fjernsyn.
Der er mange gode grunde til at gå ind og se “Mine aftener i Paradis”, hvad end det bliver din første oplevelse med filmen eller et gensyn. Lad dig forføre af den italienske eksplosivitet og hjertevarme i selskab med filmhistoriens største stjerner tilsat mester Morricones smagfuldt svulstige musik.