En af USA’s styrker har altid været at tiltrække arbejdskræfter fra alle verdens hjørner, men denne egenskab skaber også problemer for verdens eneste supermagt. I Crossing Over følger vi en broget gruppe mennesker, som alle er indblandet i de massive immigrations strømninger som USA oplever hvert år. Vi bliver præsenteret for folk fra begge sider, immigranterne som kæmper for at opnå tilladelse til at blive amerikanske statsborgere, og folkene fra ICE, som er dem der skal sørge for at dem, som ikke har tilladelsen bliver smidt ud. Der er blandt andet den aldrende Max Brogan, spillet af Harrison Ford, som arbejder for ICE og som ikke altid er lige glad ved de konsekvenser hans handlinger har for immigranterne. Der er den kinesiske familie, som er kommet til USA pga. de økonomiske muligheder, og den unge muslimske pige Taslima Jahangir som er ved at blive udvist, pga. et brev hun har skrevet, hvori hun udviser sympati for 9/11 bagmændene og vi har den smukke skuespillerinde Claire Shepard, der går i seng med den klamme Cole Frankel, spillet af Ray Liotta, der arbejder for ICE for at opnå sit visum, for blot at nævne et par af de historier som Crossing Over omhandler. Filmen er bygget op med som en mosaik af forskellige mindre historier, som efterhånden som filmen udfolder sig viser sig at have en sammenhæng. Denne populære form er set før i nyere film som Magnolia, Crash, Babel og i den afdøde Robert Altmanns Short Cuts. Filmen er med sikker hånd instrueret af Wayne Kramer, som selv er immigrant fra Sydafrika og som er manden bag den underholdende ”The Cooler” fra 2003.

Crossing Over vil gerne fortælle rigtig mange historier, men det er som om, at der er for mange til at der er tid til virkelig at blive engageret i nogle af dem. Selv historien om Max Brogan, som helt sikkert bliver det helt store trækplaster i lanceringen af filmen, får ikke tid til at nå ind under huden på seeren. At alle historierne udelukkende handler om immigrationsproblemer i Los Angeles, bliver også en anelse kedeligt i længden. Styrken i film som Magnolia og Babel er netop spændevidden i de forskellige historier. Trods habile præstationer fra de fleste skuespillere forbliver deres roller nogle svævende karikaturer, som ikke rigtig rammer og filmen bliver derfor aldrig rigtig vedkommende