I en dansk forstad drives benzin-høje drengerøves jagt på adrenalinrus til den maksimale katastrofe. Det er højt spil, men desværre ikke højspænding.

Nikolaj (Cyron Melville), hans bedste ven Martin (Jakob Oftebro) og de to naive bøller Tonny (Joakim Ingversen) og Kenn (Caspar Jexlev Fomsgaard) gør vejene i forstadsdanmark usikre. Om dagen slår de fire drenge deres folder på automekanikeruddannelsen, men om aftenen rykker de ud i gaderne, hvor de kører ræs. En nat går det galt, da Martin kører en pige ned. Han holder tæt i retten, tager sin straf og de andre slipper for fængsel. Men det tærer på samvittigheden at dumme sig så stort, og når kærligheden introduceres i skikkelse af den fornuftige universitetsstudine Signe (Danica Curcic), bliver Martin og Nikolajs venskab sat på en hård prøve.

Film med potente hestekræfter plejer ikke at være denne anmelders kop te, og derfor var det også med en kende nervøsitet, at jeg satte mig til rette i biografsædet. Min nervøsitet blev desværre ikke gjort til skamme. ‘Lev stærkt’ er en forudsigelig film, der efterlader skuespillerne i en kamp mod manuskriptet. Handlingen fremstår for nøje tilrettelagt, og nogle steder er manuskriptet decideret sløset. Derfor er det imponerende, at skuespillerne rent faktisk leverer helt anstændige præstationer. Det, der foregår mellem personerne, er interessant, men handlingen, som relationerne udspilles i, er utroværdig.

Jeg tror simpelthen ikke på, at der ubemærket aften efter aften samles så mange folk til gadefest og ræs. Og jeg tror ikke på, at politiet efterforsker så dovent, når det drejer sig om en piges død. Af de troværdige relationer skal i særdeleshed fremhæves det bærende venskab mellem Martin og Nikolaj. Nikolajs kamp for at være en god ven for Martin uden at tabe sig selv er fængende, og dygtige Jakob Oftebro formår at levere klichéfyldte replikker med en troværdighed, der gør, at man næsten glemmer den gumpetunge tekst. Indblikket i drengenes venskab står stærkt, hvis man kan tilgive stereotyperne og slutningen.

Når jeg gentagne gange i løbet af ’Lev stærkt’ ryster på hovedet, skyldes det ikke, at jeg bliver rystet på den gode måde, men at jeg synes, at det er ufatteligt dumt at køre så stærkt. Selvom skuespillerne gør det godt, bliver jeg slet ikke revet med, og i sidste ende må jeg hovedrystende konstatere, at jeg ikke forstår, hvorfor drengene har brug for at leve stærkt.