’Into the Storm’ bringer hverken noget særligt nyt til genren eller er nogen specielt flot film, men den er ekstremt underholdende på en befriende simpel måde.

Den er helt gal i ”deep shit Arkansas” eller et eller andet sted i det tornado plagede Midt vesten, der huser den fiktive by Silverton som danner rammen om det helt store storm drama. Det starter såmænd fredeligt nok, som det har det har for vane i katastrofefilm, den store graduationsfest er blot et par timer væk, og at en stor tornadostorm skulle være på vej er den mindste af den lille bys bekymringer. Det giver os lidt tid til at lære karaktererne at kende og at vænne sig til den ”found footage” stil som man har valgt at bruge i filmen. Det vil sige at man ser filmen igennem øjnene på dem der oplever filmens begivenheder, om det så er stormjægere, nyhedshelikoptere, amatørfotografer eller vovehalse med Go-pro kameraer. Det giver rent faktisk en ekstra dimension til filmen, da selve filmmaterialet får en form for stoflighed, som en karakter i sig selv, og på den måde giver den følelsen af at filmen ikke behøves at følge det vante katastrofefilmsmønster og man sidder klar til at lade sig overraske.

Ak!

Det er dog overhovedet ikke tilfældet! Man må kalde en spade for en spade, og ’Into the Storm’ er en katastrofefilm, og en katastrofefilm følger visse mønstre. Nogle karakterer kan dø mens andre ikke kan, og sådan er det bare! Så når man først har accepteret tingenes tilstand og den fladpandede, simple fremgangsmåde, så er du klar til at blive rusket godt rundt af filmens flotte og effektive special effects.

Stormen kommer

Når stormen først kommer og smider den ene tornado efter den anden, er der selvfølgelig ingen der er klar til det, og de har blot set starten af den værste tornadostorm nogensinde. Inden længe handler det blot om overlevelse for filmens (lidt for mange) hovedkarakterer, og det synes til tider svært når de ikke blot skal kæmpe imod tornadoer, men også imod hvad de kaster efter dem: Træer, biler, elmaster og jumbojetter. Det er ret så sejt, og ret så morsomt når et par jumbojetter pludseligt bliver hævet op og slynget rundt, især når man tænker på hvad pokker motivet bag dette ”lille” stunt har været. Det lader til at devisen desto større jo bedre har været et mantra under produktionen, og resultatet er befriende simpelt.

Twister vs. Into the Storm

Det er svært at lade være med at drage paralleller til den eneste anden rigtige tornado film på markedet. ’Twister’ fra 1996 havde stormjægere, kæmpe tornadoer, en muhende ko hvirvlet op i stormen og et simpelt kærligheds subplot mellem Bill Paxton og Helen Hunt. ’Into the Storm’ har på den anden side ingen særligt genkendelige ansigter på plakaten, og flere subplots end man sådan lige kan holde styr på, men de små 20 år der er gået siden udgivelsen af ’Twister’ er en kæmpe forskel i forhold til effekten og ikke mindst destruktionen forårsaget af de flotte CGI tornadoer. Det er simpelthen bare flottere, vildere, større. Så til trods for at ’Into the Storm’ byder på lidt polerede og kedelige karakterer, så er effekten og håbløsheden man føler når stormen først tager fat for alvor så kraftig, at den er et fornøjeligt bekendtskab, hvis man ellers er indstillet på en simpel omgang trummerum med naturens kræfter.