‘Nymphomaniac Director’s Cut’ er uden tvivl en mesters værk.
Da den intellektuelle og aseksuelle Seligman (Stellan Skarsgård) finder en forslået kvinde i en gyde, tager han hende med sig op i sin asketiske ungkarlelejlighed. Kvinden er den selvdiagnosticerede nymfoman Joe (Charlotte Gainsbourg), der i løbet af natten på ægte Triersk facon fortæller sin livshistorie i otte kapitler.
Det er halvanden time, der udgør forskellen på ‘Nymphomaniac Director’s Cut’, og udgaven der havde premiere i december sidste år. Med en spilletid på fem-en-halv time er der altså tale om et kæmpemæssigt værk, som måske kunne kræve fem-en-halv-siders anmeldelse, men da von ikke indgår i mit navn, har jeg forsøgt at begrænse mig.
Ny scene er uforglemmeligt rystende
Den ekstra spilletid spenderer Lars von Trier og co. på mere eksplicit sex og mere tid til samtalen mellem Joe og Seligman. Et nyt element i samtalen er, at en drilsk Trier lader sine to hovedroller diskutere nazismen og Hitlers intentioner. Det kan godt være, at han blev erklæret persona-non-grata af Cannes-festivalen og måtte pålægge sig selv en mundkurv, men med denne scene får Trier det sidste ord.
Den største forskel på de to udgaver af ’Nymphomaniac’ er dog en helt ny scene, hvor Joe i desperation udfører en abort på sig selv med hjemmelavede instrumenter. Scenen er blottet for berøringsangst og sentimentalitet. Tilskueren er vidne til alt. Joe ses indvendigt, og man følger, hvordan en krog trækker fosteret ud af hende. Både lyden og billedet af det øjeblik, hvor det lillebitte omend menneskelignende foster lander på Joes køkkengulv, er en oplevelse, man aldrig kan glemme. Her tager Trier os med helt ud til kanten af det voldsomme, men dog uden at det bliver meningsløs gore.
Klassisk Trier
I Joes frygtløse handling møder Seligman begrænsningen af den ro hans kløgt giver ham, og han må bukke under for tabuet. Når Joe og Seligman diskuterer abort, beskæftiger filmen sig på et metatekstuelt plan også med Triers beslutning om at lade scenen indgå i filmen. Elementer som dette gør, at ‘Nymphomaniac Director’s Cut’ konstant peger på sig selv som fiktivt værk i en virkelighed. Det er klassisk Trier. De mange referencer, der i særdeleshed er litterære i denne film, er også et velkendt Trier-træk. Trier hylder sine helte med referencerne, og i sidste ende er man enten til det eller ej. Jeg synes personligt, at det er en fest.
Den rammefortælling, som samtalen udgør, har sit udgangspunkt i Joes påstand om, at hun er et dårligt menneske. Hvor den dannede Seligman med alverdens referencer forsøger at overbevise hende om, at det ikke er sandt, søger Joe at bevise påstanden ved at fortælle om sine seksuelle eskapader. Sådan bliver filmen også en undersøgelse af, hvad der udgør et dårligt menneske, og i dette studium afdækkes talrige afkroge af det menneskelige.
På en gang fandenivoldsk og rørende
Joes nymfomani udstyrer ‘Nymphomaniac Director’s Cut’ med en række fandenivoldske og underholdende kapitler. I ‘The Little Organ School’ er det yderst morsomt at opleve, hvordan Joe kæmper med at finde tid i kalenderen til det overvældende arsenal af elskere, som hun har fået opbygget. For at illustrere behovet for så mange forskellige elskere sammenlignes tre af dem med stemmerne i en Bach-kantate. Metaforen visualiseres i en tredelt skærm, hvor de tre elskere sidestilles, og deres seksuelle spidskompetencer opsummeres. Det er herligt og originalt!
En sydende Uma Thurman i rollen som Mrs. H skal også fremhæves. Hun er den bitre forladte hustru til en af Joes elskere. Et passivt-aggressivt forsøg på at give manden dårlig samvittighed fremstiller en brutal og hensynsløs mor, der for at bevare kontrollen over manden bruger deres fælles børn.
Med en tilsnigelse kan man karakterisere den første halvdel af ‘Nymphomaniac Director’s Cut’ som en fandenivoldsk coming-of-age-film. Den vilde Joes smerte er på ingen måde usynlig, men først i anden del dykker vi for alvor ned i den, og filmen præges af en mørkere tone. Det skyldes ikke blot abort-scenen, men også at konsekvenserne af Joes nymfomani manifesteres både psykisk og fysisk. Joe lever med et betændt underliv og i knugende ensomhed. Det er dybt rørende.
Ja, ‘Nymphomaniac Director’s Cut’ er lang – men den er aldrig langtrukken. Trier viser, hvor mesterlig en filmkunstner han er, når det lykkedes ham at komme rundt om så mange af tilværelsens facetter og samtidig lave en helstøbt og medrivende film. Med sin oprindelige udgave af ’Nymphomaniac’ har Trier skabt et mageløst værk.
https://www.youtube.com/watch?v=T23UnQSgGTM