‘To dage, en nat’ er rendyrket socialrealisme. Filmen er både rå og smuk, men også en kende for ensformig i sin repetitive form.

Det er fredag eftermiddag, og Sandra er fyret. Du får hun af vide af en kollega. Chefen har bedt Sandras kolleger vælge imellem en bonus på 1000 euro eller Sandra. De fleste af medarbejderne på solcellefabrikken har gode grunde til at vælge bonussen. Det er egentligt ikke en bonus – det er penge, som de virkelig har brug for. Men Sandra får en ekstra chance. Chefen tillader en ny afstemning mandag morgen. Sandras mand overtaler hende til at opsøge alle kollegerne og bede dem stemme for, at hun beholder sit job. Hun har nu weekenden til at ændre kollegernes holdning.

Vi går ofte i biografen for at flygte fra hverdagens trummerum. For at slippe væk fra regninger, fyringsrunder, frysepizzaer og sociale boligbyggerier. Men nogle gange går vi også i biografen for at opleve identifikation. Det lykkes Dardenne-brødrene at give os en interessant oplevelse af identifikation med netop de førnævnte hverdagstristesser. To store skuespilpræstationer leveres af henholdsvis Marion Cotillard, der i hovedrollen som Sandra spiller på og med det alleryderste af nerverne og Fabrizio Rongione, der som Sandras mand med en rolig og klippefast tro på sin kone er mere romantisk end den gennemsnitlige Hollywoodfilms førsteelsker.

Selvom den kompromisløse og usminkede realisme er filmens største styrke, bliver det også der ‘To dage, en nat’ finder sit svageste punkt. Det ligger i fortællingens præmis, at Sandra skal gentage sig selv ved hver kollegas dør, og selvom det skaber en naturlig suspense, så bliver det altså en smule kedsommeligt. Tag endelig ikke fejl af, at det naturligvis er meningen, og at det netop er her, Marion Cotillard kan fremvise sit store talent ved at vise nuancerne i det umiddelbart gentagne. Der er fokus på detaljerne, når hun ved små gestus viser nuancer i en umiddelbart ensartet dialog. Det er flot skuespil, men man bliver også utålmodig som tilskuer.

Sandras kamp for at overbevise kollegerne minder på mange måder om et computerspil, hvor hun med tiden som fjende skal klare en række baner. I ‘To dage, en nat’ er computerspilsæstetikken skiftet ud med belgisk socialrealisme og dikotomien mellem de gode og de onde med nuancernes vælde. På trods af, at denne anmelder et par gange kedede sig en anelse, så er ‘To dage, en nat’ en flot fortalt film.