Vi er nogle som opfatter det at se film som en vidunderlig oplevelse. Ritualiseringen, den fysiske aktivitet og hengivelse, og aktiveringen af synapserne i vores små hjerner, der får os til at opleve opdigtede mennesker, steder og stemninger, som virker lige så ægte som dem udenfor lærredet. Nogle af dem bliver vores venner, nogle bliver vores fjender. Nogle bliver ved med at være hos os, hver eneste dag, ting som aldrig har eksisteret, som man aldrig glemmer. På mange måder kan det at se film sammenlignes med sex og tennis – selv når det er dårligt er det ret godt.

At anmelde film derimod, er noget ganske andet. Her er man overladt til sig selv og sin egen middelmådighed. Man famler igennem ord og meninger for at prøve at beskrive oplevelser så de bliver tydelige for andre. Det er som at tegne en rumraket ved at smide en spand maling på et lærred. Man bliver stereotyp, man prøver at holde sig til det velkendte ordforråd som man har stjålet fra mennesker man aldrig har mødt, og blot har fået at vide er vigtige og kloge. De ord de har opfundet bliver dem vi andre bruger, bare for at kunne tale sammen. Jo mere personlig man bliver, jo mere uforståelig og ligegyldig bliver man, og jo mindre relevant virker det at man overhovedet skriver noget ned om sine oplevelser. I den kulturelle aftale mellem kunsten, dens kræmmere og resten af samfundet er anmelderen tvunget af sin egen kærlighed til at kompromittere alt. Kærligheden til oplevelsen, under de optimale forhold, lysten til at blive udsat, gør at man som anmelder, akkurat som kunstneren selv, er nødt til at gøre sig selv interessant for mennesker som ikke synes om en. Man er nødt til at undgå sandheder, forsøge ikke at stå frem, prøve at lægge sig selv væk fremfor en indførelse i emnet, således at det publikum man har (hvor småt det end måtte være), undgår konfrontationer og har en behagelig oplevelse – og dermed får lyst til mere. For mange af os går dette direkte imod vores egne prioriteter, vi er jo netop blevet ramt engang, der hvor det gjorde allermest ondt, og vi søger konstant efter oplevelser af en sådan grad at vi bliver rystet ud af os selv, og næsten ikke tør at prøve igen. Derfor bliver det meget ofte, utrolig svært at skrive en anmeldelse man selv kan tage alvorligt. Hvis at se film er ligesom at have sex med en kvinde, så er anmeldelsen af film, som at have sex med en spand sand. En tør, ubehagelig oplevelse som virker ligegyldig for de involverede parter, mest af alt som et stunt, blot for at komme i medierne.

Film må aldrig blive ligegyldige. At reducere dem til tekst, tænk engang! at reducere en films handling til et par sætninger på et stykke papir, hvilken fornærmelse, hvilken ynkelig erstatning. I anmeldelsen bliver filmen negliceret, den bliver upersonlig og ofte en løselig gåde som blot kræver den rette (tillæste) indgangsvinkel for at kunne kvantificeres og sættes i den korrekte kasse. En anmelder som hverken har tillæst sig indgangsvinkler, eller opnået villigheden til at sætte sig selv over filmen og udelukkende tale om oplevelsen uden at nævne filmen i konkrete vendinger, kan det være svært overhovedet at forstå kan eksistere. Nogle gange er man heldig nok til at slippe igennem sprækkerne i dette åbne, frie, godtroende samfund. Her følger 3 mere eller mindre aktuelle anmeldelser af nogle af sommerens film.

Public Enemies

Michael Mann har to forskellige slags film på sit repertoire. Lange film, og urimeligt lange film. Public Enemies er ’kun’ af den lange karakter, og det er stadig for langt. Beskrivelsen af 30ernes depressionsramte Amerika som danner grundlaget for hans seneste eksperiment udi det moderne filmsprog, er en ganske simpel fortælling om en simpel mand ved navn John Dillinger, som var interesseret i penge, hurtige biler og flotte damer. Han spilles uden de store udsving af Johnny Depp, hvis største force i filmen er at han virker troværdig som en fyr der er pæn nok til at score Marion Cotillard. Det historiske aspekt i filmen, som må siges at være det mest interessante idet det er friskt, træder naturligvis i baggrunden for at give plads til den kærlighedshistorie, som er ligeså forudsigelig som Dillingers egen skæbne.

Mann er en af pionererne indenfor digital video fotografi. Han bliver ved med at bruge den nye teknologi, og det er interessant at se et såkaldt ”period piece” filmet på højmoderne vis. Flere steder virker den uendelige fokus rigtig godt i filmen, og man ser muligheder for en udvikling af filmsproget. Det håndholdte digitale videokamera bliver især brugt i skuddueller, af hvilke filmen har utallige, og selvom de ligner scener fra EastEnders eller The Young And The Restless, så er der enkelte momenter hvor man ser skuespillere iført kostumer fra perioden affyre pistoler, og det ser helt anderledes ud end man nogensinde har set før. Om ikke andet må man give Mann kredit for sit mod.

Public Enemies – som sagt for lang, og lidt for kedelig flere steder. Forudsigelig og uden overraskelser, filmen lader til at eksistere fordi Mann vil lege med sit kamera i en anden tid, og teste hvordan det fungerer. Nogle steder er det rimeligt, andre steder ret forstyrrende. Forvent ikke nogen hjernemassage her.

Away We Go

Endnu en film om et parforhold fra Sam Mendes. Revolutionary Road havde banale, dumme og barnlige karakterer som det var svært at forstå fortjente vores opmærksomhed. Away We Go har lidt af det samme, men det er en komedie, og dermed lettere at sluge. Mendes’ tidlige visuelle flair og elegance er forsvundet fuldstændig nu, den nedadgående kurve som startede med Jarhead – da han nødvendigvis skiftede fra afdøde Conrad Hall til den ganske fremragende Roger Deakins, et skifte der virkede som om Mendes’ havde taget det bedste fra en tidligere generation så længe han kunne, og nu var nødt til at gå til den bedste i generationen efter – er nu så tæt på nulpunktet at hans billeder stort set ikke er værd at tale om. Han er nu gået fra Deakins til Ellen Kuras, som er vant til at lave dokumentarfilm, og der er langt fra de øjenåbnende og grænsende til savlfremkaldende visuelle lækkerier som han leverede med utrolig sikkerhed, ro og elegance i Road to Perdition, til de søvndyssende og træge standardiserede billeder Away We Go er fyldt med.

En roadmovie fyldt med karakterer, spillet af karakterskuespillere med forskellige grader af overdrivelse. Med to komikere i hovedrollerne, som rent faktisk gør det upåklageligt. Karaktererne derimod er kedelige og kønsløse, deres problemer stadig barnagtige og ingen af dem er tilsyneladende interesseret i nogetsomhelst andet end hinanden og deres nuværende situation. Bundet af en historie som ikke giver plads til at de kan trække vejret, karaktererne bliver aldrig ægte. Det fungerer bedre i en komedie, hvor man ikke forventer den store følelsesmæssige dybde, men er tilfreds med blot at grine engang imellem, og der er flere steder i filmen som er ganske morsomme. Humor for 25-35 årige, dog uden at nærme sig mesterværker i genren som Alexander Paynes Sideways.

The Burning Plain

En af de mest usædvanlige sommerfilm man kan forestille sig. Guillermo Arriaga har tidligere skrevet Amores Perros, 21 Gram og Babel, som alle var instrueret af Alejandro Gonzalez Inarritu, men er blevet sur på sidstnævnte for at stjæle al opmærksomheden, og prøver nu på egen hånd at instruere sit manuskript. Og resultatet minder så meget om de foregående, at man undrer sig over hvad Inarritu bragte til de tidligere film.

Multiplot-strukturen bliver igen brugt og igen formår Arriaga at skabe en troværdig historie fortalt tilsyneladende rodet og usammenhængende, og alligevel holde alting så stramt at man aldrig bliver forvirret, men tværtimod følger med og oplever historien præcis som han ønsker den skal opleves, med mange meget spændende afsnit som komplimenterer hinanden på tydelige og utydelige måder. Det er en fryd at se The Burning Plain, den er så mesterligt skruet sammen, at man blot nyder at blive ført igennem den.

Skuespillet er absolut fremragende, der er ingen smalle steder i nogen af rollerne. Selvom nogle lader til at hæve sig over mængden siger det mere om deres niveau, end om de andres, alle virker troværdige og frygtløse i deres spil. Alting er roligt, underspillet og naturligt – på den fede måde, hvor det aldrig bliver kedeligt. I modsætning til de to foregående film, er problemer i The Burning Plain til at tage og føle på, også for voksne mennesker. Karaktererne er uendeligt mere interessante, og man kan virkelig gå ind i dem i de forskellige historier – det er en fornøjelse.

Det eneste minus ved The Burning Plain er at den er lidt for lang, men det er virkelig en lille bekymring, vel nærmest en undskyldning for en fejl, i en film som er helstøbt, dyb, flot, relevant og rørende. En stor anbefaling herfra, og en forhåbning om en fremtidig karriere for Arriaga.