Den sagnomspundne Grev Dracula bliver ikke snydt for en tur igennem Hollywoods prequel-mølle. Desværre har en ny vinkel på myten ikke medført nogen originalitet.
Der findes ikke en mere berygtet vampyr end Dracula, der først optrådte i Bram Stokers roman fra slutningen af det 19. århundrede. Derfor kan enhver film om Dracula anses som værende et pre-sold franchise, altså en film baseret på et forlæg der allerede har en fangruppe af en hvis størrelse og derfor nærmest sikrer filmen et overskud. Det kommercielle incitament for at lave endnu en film om Dracula burde dog ikke nødvendigvis være en hindring for at skabe noget nyt og interessant. Men ’Dracula Untold’ er hverken ny eller interessant, da den gør brug af greb, som vi allerede har set i de sidste godt 10 års superheltefilm.
Marvel-logikken
Filmen fortæller historien om Dracula, før han blev til en frygtindgydende vampyr. Den transsylvanske prins Vlad (Luke Evans) må indgå en pagt med det onde i sit forsøg på at sejre over en ellers overlegen tyrkisk hær. Vlad må drikke en vampyrs blod for at få hans kræfter i tre dage. Hvis han i disse tre dage kan holde sig fra menneskeblod, vil han vende tilbage til en menneskelig tilstand. Ligesom når Peter Parker bliver bidt af en edderkop i ’Spider-Man’ (2002), får vi i ’Dracula Untold’ anledning til at se vores hovedperson vænne sig til sine seje nye kræfter såsom enorm fysisk styrke, skærpede sanser og at kunne forvandle sig til en flok flagermus.
”Do you remember our wedding vows?”
Vlads motivation for at forfalde til den mørke side er at redde sin kone Mirena (Sarah Gadon) og sin søn (Art Parkinson). Det giver jo fin mening i første omgang. Men det ville hjælpe på det, hvis man troede på båndene imellem hhv. mand/kone og far/søn. Det bliver aldrig troværdigt, men det bliver decideret ubærligt i slutningen af filmen, da der skal bygges op til et følelsesmæssigt klimaks omkring konen og sønnen. Her knækker filmen, og sønnen bliver irriterende når han vræler og skaber sig. Forholdet mellem Vlad og Mirena er et studie i klichéer, og replikkerne mellem dem prøver for hårdt at skabe en romance, der ikke kan mærkes på lærredet e.g. ”Do you remember our wedding vows?”
CGI-flagermus-fest
Visuelt er der masser af lir at komme efter i ’Dracula Untold’. Meget af det er ikke noget, der har en nødvendig plads i filmen, men er noget der er smidt ind i actionscenerne for at peppe dem lidt op, f. eks. da vi i refleksionen af et sværd ser Vlad smadre et par tyrkere, på en måde så man ikke er i tvivl om, at der er gjort generøst brug af computereffekter. I sidste kampsekvens bliver computereffekterne næsten hovedpersonen, da Vlad, ved hjælp af tankens kraft, styrer en kæmpe flok flagermus til at angribe tyrkerne. Det bliver ikke meget mere computergenereret, end når flagermustornadoen angriber den tyrkiske hær, og jeg synes, at det er tanden for ucharmerende og kunstigt at se på.
’Dracula Untold’ er en film, der et stykke hen ad vejen fungerer nogenlunde, men til sidst står dens mangler så ubehagelig klart, at man ikke føler, at der var noget at komme efter i første omgang.