Sammenvoksede øjenbryn, velvoksne overskæg og mystiske kvinder, går i et med atmosfæriske landskabsbilleder under en mordefterforskning, som byder på stærk æstetik, Clark Gable-look-a-likes og pligtforsømmelser. ‘Once Upon a Time in Anatolia’ vandt anerkendelse og priser verden over (bl.a. juryens specialpris i Cannes i 2011) og er Nuri Bilge Ceylans 8. film. Nu kommer den endelig til Danmark.

En sag der efterlader mærker på alle involverede

Tre bilers lygter bryder tusmørkets idylliske indhylning af det golde anatolske landskab. Bilerne standser ved en fontæne i vejkanten. Fjorten mænd stiger ud af bilerne – to af dem er lagt i håndjern. Mændene har begivet sig ud i mørket i en søgen efter liget fra et drab, som morderen allerede har tilstået. Men de finder ikke det, de søger. Det som ved første øjekast ligner en simpel sag udvikler sig til en eksistentiel nattevandring for de involverede mænd. Idet hændelserne sætter sine præg på dem hver især. ’Once Upon a Time in Anatolia’ byder ikke på dramatiske actionsekvenser, men den fanger sit publikum via atmosfærefyldte scener, og en slutning man kan fundere længe over.

Mændene kommer fra alle sociale lag. Der er den offentlige anklager Nusret (Taner Birsel), som selv kæmper med dæmoner fra sin fortid. Der er ungkarlen Doctor Cemal (Muhammet Uzuner), som skal fastslå dødsårsagen. Den komiske politikommissær Naci (Yilmaz Erdogan). Der er den formodede morder og hans mindrebemidlede bror, og der er graverne, som skal grave liget op. Fælles for mændene, er at køreturen igennem det anatolske landskab sætter træthedstegn i dem alle. Instruktør Nuri Bilge Ceylan (’Winter Sleep’, ’Three Monkeys’) fletter menneskeskæbnerne, og de interne småterapeutiske samtaler personerne imellem, sammen med den smukke køretur igennem tusmørket. Det går langsomt, men det er stemningsfuldt og intenst. Rigtigt interessant bliver det, når de trætte mænd søger ly for natten i en lille flække, og borgmesterens datter, uden at mæle et ord, sætter sit præg på dem hver især.

Mesterlig orkestrering i mørket

Den visuelle stil er meget afdæmpet. Den første time og 27 minutter er nærmest kun oplyst af bilernes lygter, hvilket indkapsler den ulmende intensitet. Belysningen og kompositionen i nattescenerne er så omhyggeligt konstrueret, at man næsten glemmer, at mere end halvdelen af filmen udspiller sig i mørke. På trods af filmens alvorlige handling, finder Ceylan plads til flere humoristiske hverdagsdialoger, og det er disse detaljer som giver filmen troværdighed, og løfter filmen ud af den dystre stemning, der ellers præger handlingen. Momentvis er man tilskuer til en ganske almindelig tyrkisk efterforskning, og momentvis til malerisk filmkunst. De imponerende landskabsbilleder vækker minder om titlens reference til Sergio Leone (’Once Upon a Time in America’, ’Once Upon a Time in the West’, ’Den gode, den onde og den grusomme’), imens andre scener slægter Andrei Tarkovsky (’Zerkalo’, ’Solaris’) på.

Om man vil se ’Once Upon a Time in Anatolia’ for dens smukke billeder, dens skildring af menneskeskæbner eller for den interessante historie, er man garanteret en oplevelse. Filmens slutning hænger fast som en uforløst nydelse, som kun bliver bedre efter fortolkning. Så tag en god ven eller kæreste med i Cinemateket. Her vises filmen på 35mm med ægte knas i lyden, hvilket er prikken over i’et der fuldender biografoplevelsen. Lige netop lyden, eller manglen på samme, er måske filmens eneste svaghed. Filmens reallyd står alene for stemningsopbygningen, og ’’drivet’’ i handlingen kan derfor virke en smule trægt, specielt når filmen har den længde, den har (157 min.). Idet et egentlig soundtrack ikke vil passe til filmen, kunne spændingen blive mere intens og filmen glide lettere, hvis den havde været ledsaget af mere stemningsopbyggende toner.

Jovist, ’Once Upon a Time in Anatolia’ er en langsommelig affære, men dens besynderlige natur, intense atmosfære og de interessante eksistentielle lag, gør den til et spændende bekendtskab, som hænger fast i bevidstheden. Se den!

Se traileren her: