Det er i tilfælde som dette, at den successtræbende pengedrevne mainstreamtransformerende promovering af film for alvor bliver problematisk for mig. ’Min lejlighed i Paris’ lyder som en feel good film. Traileren insinuerer en klassisk “det er aldrig for sent at finde kærligheden”-film; en “livet er uforudsigeligt” og “når du har opgivet lykken og mindst venter den”-film. Det eneste, der på forhånd kan true denne trygge, hyggelige boble, er den lille information; ‘A film by Israel Horovitz’, der er placeret med meget små typer lige over filmens titel.

Israel Horovitz (født i 1939) er en eksplosivt produktiv amerikansk forfatter. Gennem de sidste mange, mange år har han skrevet mere end 50 nævneværdige teaterstykker, hørespil til BBC, filmmanuskripter og vundet stort set alt, hvad der er værd at vinde inden for hans felt. Han har grundlagt New Yorks Playwright Lab, og har via sine on- og off-broadway produktioner, hjulpet ikke så få skuespillere frem i lyset. Han har fem børn og en marathonløbende og rekordholdende kone – man bliver med andre ord lettere forpustet af at læse hans biografi og gentagne gange fascineret, hvis man læser hans stykker. Horovitz synes i sine historier, såvel som i sit liv, at have knækket koden. Og ikke kun koden til her og nu, men særligt til konsekvenserne af her og nu. Det er her min begejstring for hans virke, til dels overstiger min objektive dømmekraft, og hans ukomplicerede visdom gør mig ydmyg. Men også kun til dels.

’Min lejlighed i Paris’ er ikke en feel good film. Det vil sige; filmen er, men historien er så absolut ikke. Og det gør desværre, hverken noget godt for den hjerteskærende og originale historie, eller for den fine, stemningsfulde “forelsket i paris”-filmskabelon.

Filmen åbner i Paris med harmonikaswingende Yann Tiersen-inspireret musik og ’Midnight in Paris’-inspirerede billeder af hjerternes by. Mathias Gold har arvet en lejlighed i Marais-kvarteret, og tager dertil for sine allersidste lånte penge blot for at sælge sin arv og derefter rejse langt væk. Skæbnen vil, eller måske var det Mathias fars intention hele tiden, at dette naturligvis ikke er så ligetil i praksis. En nærmere beskrivelse af historien herefter er problematisk at komme ind på. På den ene side ville en sådan understrege mine pointer om den fejlpromoverede film, men det er omvendt filmens (næsten) eneste styrke, at den netop ikke lever op til ens umiddelbare forventninger. Lad mig derfor, og på kryptisk vis, blot sige, at Mathias meget bogstaveligt finder roden til alt ondt – eller i hvert fald til sin indgroede smerte.

Filmens anden styrke er de tre hovedpersoner, spillet af hhv. Kevin Kline, Maggie Smith og Kristin Scott-Thomas. Disse tre, mildest talt, dygtige skuespillere arbejder sig ind under huden på en, og erstatter langsomt de lidt overfladiske og småsøde, komiske replikudvekslinger med gribende, hjerteskærende gode præstationer. Karaktererne udvikler sig dramatisk i takt med historien. Og de umiddelbart genkendelige og til dels klichekonstruerede personligheder vi møder ved filmens begyndelse, bliver til et interessant menneskestudie af, hvad og hvem, der vækker ens sympati, og hvad man som betragter forventer af en historie, der begynder et sted, man tror man kender, men ender i et tankevækkende og overset dilemma.

Vi, verden, den romantiske tradition, har en tendens til at tilgive stor kærlighed dens evt. fejl og medfølgende ofre. De omkringliggende knuste hjerter, påvirkede efterladte og tavse svigtede, optræder sjældent i Romeo og Julie fortællingen – for intet er så stort for os som udødelig kærlighed. Men kaster man et analytisk blik på den sære og accepterede egoisme og hensynsløst opslugende kraft kærlighed også er, er der en skyggeside. Og det er her Israel Horovitz finder sine historier.

Alle disse pæne ord om tanken bag og den overraskende historie på trods, fungerer filmen stadig ikke. Israel Horovitz har selv instrueret filmen, og det skulle han måske ikke have gjort. Det er smerteligt at være efterladt med en følelse af spildt potentiale. Den er, som bitter medicin druknet i sukker; udefinerbar, umiddelbart reaktionsfremkaldende, men derefter glemt. Den kunne have været så meget mere.