’John Wick’ er en flot film med fede actionscener, men desværre går de hen og bliver langtrukne, hvilket ikke er godt i en film, der stort set kun bæres af sin action.

 Filmen handler om ekslejemorderen John Wick (Keanu Reeves), der har førtidspensioneret sig selv efter mødet med den hotte Helen (Bridget Moynahan). Desværre for John dør Helen af en uhelbredelig sygdom, hvilket efterlader ham ”næsten” ensom tilbage.

Helen har nemlig, som afskedsgave, efterladt en lille og sød hundehvalp til John, der skal minde ham om, at han skal opføre sig ordentligt og tænke på alt det gode i verden. Desværre for ham bliver han udsat for et hjemmerøveri, hvor de skånselsløse røvere myrder hans lille hundehvalp og stjæler hans næsten lige så elskede bil. Det får John til at se rødt, og han helmer ikke førend han har fået hævn over morderne. 

I rollen som Keanu Reeves ses Keanu Reeves

Keanu Reeves spiller glimrende Keanu Reeves i sin rolle som John Wick. Med det mener jeg, at han ligesom andre store actionhelte, som f.eks. Jean-Claude Van Damme og Arnold Swarzenegger, har nået en form for ikonstatus, hvor han ikke rigtig spiller godt eller dårligt – han spiller bare det, som han plejer.

Heldigvis for filmen byder den på andre skuespillere, der kan bringe lidt mere karakter ind i filmen. Her kan f.eks. nævnes Willem Dafoe, som spiller en aldrende lejemorder og ven af John. Filmens bedste præstationer finder man henholdsvis hos Michael Nyqvist (’Mænd der hader kvinde’) og Alfie Allen (’Game of Thrones’).

Michael spiller den russiske gangsterboss Viggo, der febrilsk prøver at holde sin eneste søn (Alfie) i live, efter at sønnen har vækket Johns vrede. Desværre for de to skuespillere løfter de kun filmen meget lidt, for det er svært at spille godt i en film, hvor historien er så fyldt med klicheer og dårlige replikker.

En god stil fra en 9. klasses dreng

Filmen er skrevet af Derek Kolstad, som, udover ’John Wick’, har været forfatter på to Dolph Lundgren film. Derudover er den instrueret af to garvede filmfolk, henholdsvis David Leith, som har 81 film bag sig, og Chad Stahelski der har 71. Det skal dog siges, at i de mange film de har bag sig, har de begge ageret stuntmænd. ’John Wick’ er derfor deres fælles instruktørdebut.

Det er klart at med denne type af drenge bag roret, er der skruet godt op for testosteronet, men desværre fører det ikke til den store udløsning, som man kunne have håbet på. Filmen er fyldt med storbarmede damer, lækre biler, dub-step, kæmpe guns og Marylin Manson-musik, hvilket alt sammen er noget jeg personligt sætter pris på, men i ’John Wick’ virker alle disse ingredienser bare tilsat, fordi de i sig selv er seje, og ikke fordi de nødvendigvis er det i filmen.

’John Wick’ kunne have været en god tømmermands/søndagsfilm, men det er den ikke. Årsagen er, at dialogen, historien og skuespillet er præget af for mange klicheer, der er svære at abstrahere fra i en film, der tager sin egen coolness for alvorligt.