Burde to barndomsvenner, der passer perfekt sammen, blive mere end venner? I årets mest vellykkede romantiske komedie, følger vi barndomsvennerne Alex og Rosies lange vej mod kærligheden, de begge hungrer efter, men ikke tør dele med hinanden.

Barndomsvenner eller livsledsagere?
’Love, Rosie’ er baseret på bogen ’Hvor regnbuen ender’ af Cecelia Ahern. Den samme forfatter, der skrev bogen bag den romantiske film ’P.S. I Love You’. Lad os først og fremmest sige, at der ikke ligefrem er skruet ned for romantikken i denne filmatisering. I filmens åbning møder vi Rosie (Lily Collins), der holder en tale til et bryllup – muligvis hendes eget. I et flashback sendes vi 12 år tilbage i tiden, hvor hun fejrer sin 18 års fødselsdag med sin bedste ven Alex (Sam Claflin) med en voldsom mængde Tequila Slammers, der sender hende en tur til udpumpning, efter at de to deler et uskyldigt kys. Rosie og Alex har på dette tidspunkt været bedste venner siden 5 års alderen. Efter skoleafslutningen i barndomsbyen beslutter de to venner sig for at flytte fra England til Bosten for at læse videre og forlade det, de kalder et værre hul. Men tingene går ikke altid, som man planlægger, ligegyldigt hvor gode intentioner man har, livet kommer nogle gange i vejen, og de to venner deles af Atlanten, da Rosie bliver gravid efter en sørgelig første gang.

Mangel på kommunikation; filmkærlighedens evige hurdle
Fra kysset på 18 års fødselsdagen følger man venneparrets liv igennem de næste 12 år. Det er dog fra første øjekast tydeligt, at Alex og Rosie er mere end blot venner. Tilfældighederne og en graviditet gør som sagt at parret splittes. Alex kommer ind på Harvard, og Rosie accepterer og nyder livet som ung mor. Følelserne imellem de to er dog tydelige, og kun tilfældigheder og mangel på reel kommunikation gør at de to ikke ender sammen. For at bruge en kliché er filmen fantastisk hjertevarm og rørende, som en romantisk komedie bør være. Lily Collins og Sam Claflin gør begge et fremragende stykke arbejde i rollerne som de to barndomsvenner, der simpelthen ikke kan samle mod til sig og fortælle hinanden, hvad de egentligt føler. Igennem filmen bliver man sågar irriteret på de to karakterer, og her mener jeg oprigtigt irriteret, over, hvorfor de for fanden ikke bare kan smække deres forbandede dejlige læber sammen og forevige sig i kys og kærlighed.

Den tyske instruktør Christian Ditter og manuskriptforfatter Juliette Towhidi har gjort et udmærket stykke arbejde i forvandlingen fra bog til film, hvor bogen oprindeligt består primært af brev- og SMS-korrespondancer imellem de to venner, har filmen haft til opgave at vise disse scener for publikum. En sjælden gang læses et brev højt, eller en typisk iPhone besked popper op på skærmen. Dette giver både et godt indblik i deres løbende kommunikation på tværs af kontinenterne, men virker efterhånden lidt overbrugt i flere moderne komediefilm.

Romantisk komedie til folket
Alt i alt er ’Love, Rosie’ en dejlig romantisk komedie, der efterlader én varm om hjertet og underholdt i løbet hele filmen. Jeg sætter stor pris på en film, hvor jeg engageres følelsesmæssigt, også selvom jeg bliver irriteret på karakterernes valg som i ’Love, Rosie’, og jeg må sige, at jeg nåede det meste af følelsesspektret igennem i denne film.

’Love, Rosie’ er en herlig romantisk film, som holder, hvad den lover; masser af konflikter og stor kærlighed, og i mine øjne er den årets mest vellykkede romantiske komedie. Men tør du se den med din kæreste, hvis han/hun har en bedste ven med uforløste følelser? Eller skal du se den med din barndomsven/veninde, så en af jer endelig kan bryde isen? Uanset hvad er den et besøg værd, hvis man vil smile, le og råbe af lærredet.