CPH:DOX er historien om festivalen ingen troede på. Historien om festivalen der trodsede dokumentarismens hårde kamp i den benhårde kapitalistiske verden. CPH:DOX har modsat forventningerne formået at vokse sig stor og smuk, og igen i år leverer man et mildest talt imponerende program.

De sidste to år har Københavns dokumentarfilmfestival, bedre kendt som CPH:DOX, brugt allegorien om den grimme ælling til at beskrive festivalens udvikling. Nu er ællingen blevet til en svane og som svane skal festivalen nu præstere. Den fortælling er fin og værd at nævne, når man som en festival for dokumentariske film (!!), for tredje år i træk kan stille sig op foran en udsolgt koncertsal til visningen af en, ja, dokumentarfilm. Det er intet mindre end vildt. Nu er den her så – CPH:DOX – ællingen der blev til svanen, og intet tyder på at den forlader os igen. Derfor må man nu levere som en svane og måske endda bruge de kommende års åbningstaler på at tale om drømme og målsætninger. Måske man tør spejde mod de hollandske venner fra IDFA (International Documentary Film Festival Amsterdam), der årligt slår sig op som verdens største dokumentarfilmfestival.

Der er ingen tvivl om at opbygningen af CPH:DOX er yderst imponerende, og at programmet (vanen tro) er lige så storslået som det er forvirrende. For at overskueliggøre det fremragende program, har man inddelt de mange film i ni kategorier, hvor der i hovedkonkurrencen er fjorten at finde. Her finder man eksempelvis Joshua Oppenheimers ‘The Look of Silence’, der vel er noget så sjældent som en doku-blockbuster, og naturligvis opfølgeren (en sequel – imens vi venter på en prequel) til ‘The Act of Killing’, der åbnede festivalen i 2012 og som i 2013 blev kåret til årets bedste film – fakta såvel som fiktion – af det britiske filmmagasin ‘Sight & Sound’. Også det er yderst imponerende. ‘The Look of Silence’ foregår ligeledes i Indonesien, og har som ‘The Act of Killing’ folkemordet i 1965-66 som omdrejningspunkt. Filmen, der i september høstede priser og hæder i Venedig, ligner på forhånd en favorit.

Også Anders Østergaard og Erzsébet Raczs  ‘1989’, der i år åbnede festivalen i DR’s koncertsal, virker som en vinderkandidat. Historien om jerntæppets sidste dage, akkompagneres af den tidligere Ungarske premierminister Miklós Neméth der fungerer som filmens fortæller. Nemeth er uden tvivl filmens store gave.

Indtil nu har det største indtryk været Amanda Rose Wilders ‘Approaching the Elephant’, der omhandler opstarten af en friskole i staten New York. På skolen er det autoritære skel børn og voksne imellem udviskedet. Filmen inkarnere fluen-på-væggen-teknikken på fornemste vis, og børnenes (såvel som de voksnes, skønt skellet vitterligt virker usynligt) naturlige adfærd, der i samtlige halvfems minutter virker fuldstændig upåvirket af kameraet, er mildest talt imponerende. Filmen er  næsten satirisk underholdende, og flere gange føler man skam ved egen latter, idet der trods alt er tale om vaskeægte børn og ikke mindst børnenes fremtid. Netop den problemstilling indkapsles i et fantastisk øjeblik med skolens nærmest sektlignende ‘leder’, idet han med et skævt smil, endnu engang upåvirket af det allestedsværende kamera, fortæller: ‘..sometimes im wondering if this is even the right thing to do..I guess we will know in twenty years.’

I ‘Genetic Me’ vil videnskabsjournalisten Lone Frank have svar på hvorvidt hendes (og dermed vores!) personlighed er bestemt af gener. Filmen er interessant i Lone Franks møde med en række interessante videnskabelige forskere, der efter Franks eget udsagn er de førende i verden. Desværre er Pernille Rose Grønkjærs kameraarbejde mildest talt elendigt.

CPH:DOX er i fuld gang og foregår i alle byens biografer.