CPH:DOX’ imponerende program ruller i denne uge igennem byen, og blandt de mange film har især Joshua Oppenheimers ’The Look of Silence’ og Laura Poitras ’Citizenfour’ været store oplevelser. Film der lige nu fører an i festivalens hovedkonkurrence.

CPH:DOX er i fuld gang, og foregår overalt i byen. Allerede da jeg i begyndelsen af festivalen skulle reservere billetter, blev jeg overrasket over de mange optagede pladser, så at sige. Imponerende at selv mindre omtalte film kan sælge billetter en tirsdag formiddag. Måske det skyldes pr-afdelingens promovering. Måske det skyldes en dokumentarisk velvilje i København, hvor det biografhungrende publikum finder glæde ved genrens ofte subtile stil og stærke fortælling, i en tid præget af 3-D, prequels, sequels og andet slik. HERUKA!

Fra film der sælger imponerende trods filmens omtale og tidspunkt, til film der vitterligt sælger alle sæder i biograferne. Film med udsolgte første rækker, hvor publikum sidder med strakt hals og absorberer billeder, lyd og fortælling. Film der resulterer i ekstravisningerne, og der sætter dagsorden langt længere end i filmens verden. Film som Joshua Oppenheimers ’The Look of Silence’ der genfortæller historien om det indonesiske folkemord fra de pårørendes side. Man følger sympatien inkarneret i et menneske, Adi, hvis bror blev dræbt under den såkaldte udryddelse af kommunister. Som bekendt lever fortidens bødler som heroiske rockstjerner i dagens Indonesien. På film optaget i 2004 ser man de pralende massemordere, der stolt fortæller om macheter, afskæring af kropslegemer, kastreringer og meget andet. De er dels stolte, men filmens måske stærkeste øjeblikke opstår i stilhedens umiskendelig udtryk. Der synes at eksistere en kontrakt bødlerne imellem, at det ikke er en mulighed at angre. Sammen griner man i det man beretter som at have skåret kønnet af en mand, men efter den demonstrative latter opstår en endnu mere larmende stilhed, hvor blikket vendes nedad. Hvad er det de tænker? Angrer de? Kameraet fortsætter og lammer filmens publikum. Er det vitterligt den rene ondskab man her oplever. Den rene ondskab præsenteret gennem onde mennesker.

Til visning af filmen i Grand Teatret i tirsdags, var der efterfølgende en debat med en række eksperter – for nu at bruge det ord. Interessant var Robyn May Schotts fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) sammenligning af filmen og Hannah Arendts værk om ondskabens banalitet i forbindelse med afhøringerne af den tyske topnazist Adolf Eichmann. Arrendt talte i den forbindelse om ondskabens banalitet idet Eichmann fremstod ’almindelig’, modsat verdens opfattelse af nazisten der varetog de logistiske komplikationer ved jødeudryddelsen. Schott talte i den forbindelse om filmens publikums reception af ondskab. Det er trods alt dokumentarisme, hvor ægte mennesker taler om ægte mord. Om ægte ondskab. Filmens beretninger om de mange mord fortælles langt mere subtilt, end det var tilfældet i den stærkt stiliserede ’The Act of Killing’. Det efterlader et endnu stærkere indtryk. Resten af filmen er lige så smukt filmet som den er stærk, ikke på reklameæstetisk vis, men med billeder der er velvalgte og visuelt stimulerende. Filmen er lige så flot som den er helvedes interessant og ikke mindst uafrystelig som meget få film er det.

Måske en lige så imponerende fortælling udfoldes i Laura Poitras ’Citizenfour’, i daglig tale; filmen om Edward Snowden. I en stram dramaturgisk opbygning udfolder Poitra sit møde med den verdensberømte whistleblower. Det er velvalgt hvad der fortælles hvornår. I indledningen oplæses den mailkorrespondence de to har haft, hvori Snowden fortæller Poitra om den information han besidder. I en stærk sætning, forsikrer Snowden Poitra, at forløbet ikke vil være tidsspilde.

Efter ti minutter sortner skærmen, og da der igen er billeder sidder han i lokalet. En protagonistpræsentation James Bond værdig. Herfra udfolder historien om masseovervågninger. Billederne er mindre imponerende, men på intet tidspunkt bliver det problematisk, da den beviste subtile billedside retter al opmærksomheden mod Snowden, og den historie, der siden det berømte interview på hotelværelset i Hong Kong, har været toneangivende i hele den vestlige verdens medier og debatter.

Begge film synes at være hovedkonkurrencens stærkeste film. Begge film rejser spørgsmålet om filmmediets opgave og pligt. Om det fantastiske ved dokumentarismen, som et medie der kan skabe debat i et større perspektiv end i filmkredse verden over. Tænk engang på receptionen af ’The Look of Silence’ i Indonesien. Som bekendt er det sejrsherrene der skriver historien, bødlerne der hyldes som heltene. I Oppenheimers perle forsøger man at omskrive historien. Her synes filmmediet essentielt, da den ønskede målgruppe i lige så høj grad består af analfabeter i et fattigt Indonesien. Endnu et Heruka synes at være på sin plads; Heruka!

Mindre film har også sin ret, og i danske Nanna Frank Møllers ’Et Civiliseret Land’ følger man retsmedicineren Jørgen Lange Thomsen. Da 11 irakere, anført af kendisadvokaten Christian Harlang, sagsøger den danske stat, for at have overværet tortur uden at gribe ind, skal den idealistiske Thomsen til Libanon for at vurdere hvorvidt torturen har fundet sted. Filmens mest interessante fortælling, bliver den om soldaten der indleverede billedmaterialet. En whistleblower så at sige. Det er de smås kamp mod det store magtapperat. I en stærk scene forsøger en journalist fra Arbejderen at få daværende forsvarsminister Nick Hækkerup i tale. Fra afstand ser man den noget lavere kvindelige journalist stå foran Hækkerup samt to personer der formodes at være doktorer af en anden grad end Lange Thomsen. Det bliver et stærkt billede af et skævvredet magtforhold. Endnu engang er der tale om en film med den stærke fortælling i centrum.

Jeg kunne blive ved med at nævne seværdige film, for CPH:DOX’ program er imponerende, og her er der endda kun tale om politiske film. I dag indledes festivalens afsluttende weekend, og i den kunne man passende tage til én af Citizenfours syv ekstravisninger, eller få set ’The Look of Silence’ der i går ramte landets biografer. Werner Herzog der har medproduceret netop ’The Look of Silence’, har haft samme rolle i filmen om det legendariske sovjetiske ishockeylandshold i filmen ’Red Army’, der som titlen røber, formentlig ønsker at bruge et ishockeylandshold som allegori for noget større. ’Red Army’ spiller i aften klokken 22.30.