Rent filmisk er vi ved at nærme os enden på Harry Potter serien, som jo rent bogligt allerede fik sin betimelige slutning for et par år siden. Den sjette film, og filmatiseringen af den sjette bog Harry Potter og Halvblodsprinsen, har premiere her midt i skolernes sommerferie og kandiderer hermed til titlen som sommerens største blockbuster.

Og her har man så mulighed for at dale ned gennem de stadigt mørkere og mere ildevarslende skyer som trækker sig sammen, både metaforisk og bogstaveligt, i en sådan grad at selv mugglerne kan fornemme at noget dystert er under opsejling. Men der er stadig stilhed før stormen i Harry Potter land og selvom Harry nu er begyndt på enetimer hos Dumbledore som forberedelse til det endelige opgør med Voldemort, så er det også året hvor samtlige af Hogwarts sjetteårselever er nået den alder, altså den hvor forelskelser, hjertekvaler og momentvis lykke er helt fremme på den emotionelle dagsorden. Og hverken Harry, Ron eller Hermione går fri. Når hormoner og amoriner ikke raser, tager Harry Eliksir timer, lidt mod sin vilje, for at indynde sig hos den halvkomiske og name-droppende Professor Slughorn, som Dumbledore har headhuntet til formålet med et meget specifikt formål for øje: Slughorn sidder inde med en viden – i form af et minde – der kan vise sig at være essentiel i kampen mod Voldemort. Harry har fået fat i en eliksirbog der har tilhørt den mystiske og fabelagtigt dygtige Halvblodsprins og skøjter takket være dennes noter, problemfrit gennem Eliksir timerne. Professor Slughorn spilles i øvrigt pragtfuldt af Jim Broadbent, og Rubert Grint (Ron) som i de tidligere film nok har virket som den svageste skuespiller i trekløveret, får med sin præstation solid oprejsning og overskygger både Daniel Radcliffe (Harry) og Emma Watson (Hermione), som ellers gør det ganske udmærket som altid. En personlig favorit er Alan Rickmans indestængte, tvetydige og loyalitetskompromitterede Professor Snape, som endelig har overtaget Forsvar mod Mørkets Kræfter og dermed synes at være havnet hvor han hører hjemme.

Generelt er skuespillet helt i top i Harry Potter og Halvblodsprinsen og vi er i godt og kompetent selskab med hvad der efterhånden føles som gamle venner, de 2½ time filmen varer. Handlingen udspiller sig i ro og mag og da filmen ikke er tynget af at skulle introducere mange nye karakterer tegnes de væsentligste karakterer tydeligere, og mere nuanceret op – heriblandt vores trekløver, men også en laban som Draco Malfoy. De mange små kærlighedsforviklinger blandt teenagere med usædvanlige tricks i ærmet er morsomme og charmerende, og giver en god kontrast til det mørke der trænger sig på. Som altid er skildringen af skoleåret på Hogwarts et overflødighedshorn af frigivet fantasi, og for en Harry Potter læser, som undertegnede, der nok har læst, men ikke visualiseret så meget undervejs, er filmen en skøn foræring og et godt supplement.

Det er længe siden at Harry Potter var for børn. Det gennemtænkte og detaljerede univers og den spændende historie har fanget de voksne for længst. I takt med at historien bliver mere dyster og det endelige opgør nærmer sig, og i takt med at Harry og de to venner Ron og Hermione bliver ældre, er filmenes appel til et voksent, og muligvis mere kvalitetsbevidst publikum også vokset støt. Dette afspejler sig i Harry Potter og Halvblodsprinsen, som er den bedste Harry Potter film til dato.

Tjek www.mugglenet.com og afgiv din stemme om den seneste HP film. Lørdag d. 18/7 havde 52% af over 26.000 afgivne stemmer erklæret den seneste HP film for den bedste indtil nu.