Film om depressionsæraen i USA er efterhånden en hel genre for sig i amerikansk filmhistorie. Tænk bare på ‘Vredens druer’, ‘Bonnie & Clyde’ og mere nylige produktioner som ‘Lawless’. Således også ‘Serena’, der skriver sig ind i en lang tradition af fortællinger om modige mænd og kvinder, der kæmper mod både system og sig selv i disse ofte meget episk bårne dramaer.

Serena foregår i North Carolinas ødemark, hvor livet nok er barsk, men naturressourcerne tilsyneladende endnu uendelige. Her har George Pemberton (Bradley Cooper) bygget et mindre tømmerimperium op, og da han møder den egenrådige femme fatale Serena (Jennifer Lawrence), der oven i købet ved alt om at drive forretning, ser hans lykke ud til at være gjort. Men så enkelt skal det naturligvis ikke være, og det viser sig hurtigt, at de begge har mere end et enkelt lig i lasten.

Det kan undre en smule, at man har valgt den danske Susanne Bier til at indtage instruktørstolen i denne ærkeamerikanske historie. Oprindeligt var instruktørrollen da også tiltænkt Darren Aronofsky, men han valgte at springe fra projektet i sidste øjeblik, hvilket måske skulle vise sig at være et klogt valg.

Som altid leverer Bier den håndværksmæssige vare, for fortællingen er på overfladen velturneret med de helt rigtige dramaturgiske sving på vejen. Der er med andre ord lagt i kakkelovnen til et klassisk, episk drama om en tid, hvor mænd kunne fælde et par fyrretræer uden at blinke og hælde bourbon i svælget, som var det vand.
Problemet er bare, at vi hele vejen i gennem filmen skøjter rundt på bemeldte overflade, og at dramaet simpelthen tager aldeles overhånd undervejs.
Karaktererne udvikler sig aldrig til andet end flade arketyper, og hverken David Denciks diabolske håndlangertype eller Toby Jones’ nævenyttige og retskafne sherif overrasker.
Selvom skuespillerne kæmper en brav kamp med de klodsede replikskifter, lykkes det aldrig for alvor at gøre dem til mere end små skakbrikker i en fortælling, der stikker i alt for mange retninger.

Bradley Cooper har groet de helt rigtige skægstubbe til lejligheden, men uanset hvor daggamle skjorter og stubbe er, bliver han bare aldrig for alvor en beskidt alfahan-skovhugger. Cooper er i min optik en meget mere samtidig skuespiller, der fungerer bedst uden al staffagen – man sidder derfor tilbage med en klar fornemmelse af, at den stakkels mand er klædt ud. Normalt er jeg yderst begejstret for Jennifer Lawrence, men dette er desværre hendes dårligste præstation til dato. Om det skyldes den klodsede karakteropbygning eller det lovligt overdoserede drama er svært at vide, men hendes Serena bliver aldrig andet end et karikereret symbol på en stærk, handlekraftig kvinde.

Filmen har dog positive øjeblikke, og fotograferingen er decideret eminent. Fra første scenes landskabspanoreringer er man grebet af universet, som er både dragende og tillokkende. Det er bare synd, at Serena er en film, der lægger an til noget større, end fortællingen og karaktererne kan bære. Havde man skruet lidt ned for kostumer og de dramatiske effekter og ladet omgivelserne tale mere for sig selv, var man nok endt med en mere helstøbt film om en æra i amerikansk historie, der var så dramatisk i sig selv, at den sagtens kunne have båret at blive fortalt mere nøgternt.